Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Havets Oprør under Jordskjælv. 521 Ocean og havde bortskyllet Ruinerne af den ulykkelige Stad. Vi saae snart, fortæller Darwin, tilstrækkelige Beviser paa Sandheden af sidstnævnte Kjenclsgjerning; hele Kysten var oversaaet med Træ og Møbler, som om tusende Skibe vare strandede. Flere Hustage vare skyllede bort i fuldstændig uskadt Tilstand; Pakhusene i Tal- cahuano vare opbrudte, og store Sække med Bomuld, Yerba og andre Varer laa omkring paa Stranden. Klippestykker med ved- hængende Søplanter viste, at de endnu nylig maatte have ligget paa dybt Vande. Jordbunden paa Øen var spaltet paa mange Steder, og Spalterne gabede med en hel Alens Bredde. Synet af de tvende Stæder Concepcion og Talcahuano var rædselsvækkende. Ruinerne vare kastede saaledes mellem hverandre, og Staden frem- bød saa lidt Skuet af en beboet Plads, at man næsten ikke kunde mindes dens tidligere Udseende. I Concepcion stod dog hvert Hus eller Husrække som en Dynge eller Række Ruiner for sig; men i Talcahuano kunde man paa Grund af den store Bølge slet ikke skjelne andet end et Lag Tagsten, Mursten og Bjælker. Kaptejn Fitzroy siger, at man i Bugten saae Bølgen som en uhyre Vand- svulmen; hvor den imidlertid fandt Modstand, brødes den, rullede videre og rev Huse og Træer med sig. Ogsaa under det store Jordskjælv i Avgust 1868 fremkom den store Jordskjælvsbølge. En Beboer af Iquique fortæller først om Jordstødene og en langsom Stigning af Havet og beretter dernæst følgende: „Med fornyet Rædsel saae jeg nu Havet trække sig til- bage, ikke langsomt, som det var steget, men med gruopvækkende Heftighed; foran mig hævede og hævede Bredden sig, saa jeg snart lige ud til Øen ikke saae noget af Havet; nogle paastod, at der havde været tør Grund helt derud. Da viste der sig paa én Gang, i nogen Afstand bag Øen, en lang, høj Bølge, som med stor Regel- mæssighed trængte frem mod Landet. Nu syntes jeg, at der ikke var noget Øjeblik mere at spilde; jeg kaldte paa de tvende Venner, som befandt sig i Huset, for at gøre dem opmærksomme paa Faren; de kom, men mente imidlertid, at Bølgen vilde brydes mod Øen. Vi afventede da ogsaa denne Stund og havde saaledes det stor- artede Skue at se Havet gaa hen over Øen med en saadan Magt, at Vandet syntes at sprøjte op mod Himmelen; men for os var nu ogsaa det yderste Øjeblik til Frelse kommet. Under den stedse voxende Larm af det fremvæltende Vand, og da Bølgen allerede