Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
542 12. De vulkanske Fremtoninger. — Hypotheser om Vulkanismens Oprindelse. Hvad man i Almindelighed forstaar ved vulkanske Frem- toninger, véd Enhver, og clog kommer man i Forlegenhed, naar man skal give en skarp Begrebsbestemmelse herpaa. Humboldt definerede Vulkanismen som en Reaktion af det flydende Jordindre mod dens størknede Overflade. Skjønt Anskuelserne om Vulkan- ismens Væsen rigtignok have ændret sig meget siden hin Tid, kan man dog nok endnu slaa sig til Ro med den Humboldtske Defini- tion, dog med den Indskrænkning, at vi betegne den samlede Re- aktion af Jordens Indre mod Overfladen som Vulkanisme; men her- med er der til Forstaaelsen af denne Klasse Fremtoninger ikke vundet mere, end den umiddelbare Anskuelse viser. Vi se, hvor- ledes der fra visse, kegleformige Bjærge — Vulkaner — gjen- nem en Kanal, som fører ned til Jordens Indre, bringes Luftarter, Askemasser og smeltede Stenmasser (Lava) op til Jordens Over- flade og udbredes over samme; vi finde, at slige vulkanske Udbrud høre til de mest storartede og frygtelige Fremtoninger; men om det egentlige Sæde for den Kraft, som virker i Vulkanerne, og om denne Krafts Væsen kan selv den mest nøjagtige lokale Under- søgelse ikke give os nogen utvetydig Oplysning. De vulkanske Fremtoninger danne derfor et lige saa vanskeligt som interessant Kapitel af Geologien. I de sidste Aartier af afvigte Aarhundrede tillagde man Vulkanerne kun en meget underordnet Betydning og troede, at de fremkom som Følve af underjordiske Brande i Sten- kulslagene. At der nu overhovedet finder slige Jordbrande Sted, er alt længst bevist. I Aaret 1741 opstod der ved Selvantændelse Ild i et Kullag ved Wettin i det Magdeburgske, og Branden varede hele 30 Aar. John Wallis beretter, at der ved Uforsigtighed fra en Arbejders Side opstod Ild i et Kullag i Walkergruben ved Tynefloden i England, og at Laget brændte i 30 Aar. Ved en Hyrdes Uforsigtighed kom der i det 17de Aarhundrede Ild i et Kullag ved Dutweiler, og trods alle Slukningsforsøg vedvarede Branden over et Aarhundrede. De seneste Aars Rejseundersøgelser have dernæst godtgjort, at cle bekjendte Vulkaner i Tjansjan (Himmelbiærgene), som have voldt Geologerne saa mange Bryderier,