Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Kilden til den indre Jordvarme. 541 vendiggjør den Antagelse, at Jordkloden endnu er en ildglødende, flydende Masse, som omsluttes af en fast Skorpe, der kun er et Par Mil tyk. Ganske vist ere de Dybder, som det har været muligt at undersøge, meget ringe i Sammenligning med Jordens Diameter; men netop derfor er den langsommere Varmetilvæxt af største Be- tydning. „Kunde et sligt Resultat være muligt«, spørger C. Vogt, „naar der fandtes eu konstant Varmekilde i Jorden? Vil man maaske ogsaa paastaa, at naar man nærmer en Finger til en Flamme, maa Fingeren for at føle mere Varme gjennemløbe stedse større Gjenstande, jo nærmere man kommer Varmen? En Varme- kilde skulde altsaa have en desto større Virkning, jo længere den er fjærnet, og dens Virkning skulde formindskes i samme Forhold, som man nærmede sig den?“ Ved Siden af dette uomstødelige Raisonnement er det næsten overflødigt at bemærke, at ogsaa den astronomiske Videnskab kommer til samme Resultat; Beregning og Iagttagelse af den Fremtoning, som er bekjendt under Navnet Præ- cession og Nutation, dække kun hinanden, naar man forudsætter, at Jordens Indre har en høj Grad af Fasthed. Naar vi imidlertid saaledes benægte den ildflydende Jordkjærnes Existens, staa vi foran det Spørgsmaal: Hvor er Kilden til den indre Jordvarme? Skulle vi maaske søge den i kemiske Processer? Herfor vilde den Kjendsgjerning tale, at Varmetilvæxten er over- ordentlig stor i Kulgruberne og højst rimelig maa tilskrives For- vandlingsprocesser, der gaa for sig i Kullagene. Dog hvor be- tydeligt et Omfang Kullagene end kunne have, ere de dog for ube- tydelige til, at man kan henføre den indre Jordvarme til dem. Maaske er Jordvarmen et Resultat af Jordskorpens Contraktion, dens Sammendragning. Der er aldeles ingen principiel Betænkelighed mod en slig Antagelse. Efter Helmholtz dækkes Varmetabet ved Solens Udstraaling ved et uafbrudt Fald af Solmaterien mod Solens Midtpunkt eller ved Solens uafbrudte Fortættelse. Ogsaa ved Jorden finder en Udstraaling Sted; ogsaa vor Planets Masse fortættes ved Sammentrækning. Søge vi her Kilden til Jordens indre Varme, finde vi den skjønneste Overensstemmelse mellem alle hidtil iagttagne Fremtoninger.