Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

540 Den indre Jordvarme. og stadig gik i en og samme Stenart (Stensaltet), som kun opviste lidet forstyrrende Kildevand, hvorhos Iagttagelserne ere prøvede med den største Omhyggelighed; særlig har man haft sin Opmærk- somhed henvendt paa, at der finder en Cirkulation Sted mellem det varmere, lettere Vand for neden og det koldere, tungere Vand for oven, og at de umiddelbare Iagttagelser altsaa dog ikke nøj- agtig angive Temperaturen i den tilstødende Stenmasse^ som man jo dog egentlig vilde finde. Undersøgelserne ved Sperenberg be- kræfte imidlertid, efter at disse Unøjagtigheder ere korrigerede, ligefuldt den ældre Regel, at der finder en Tilvæxt i Varmen Sted, naar man først er kommen gjennem Laget med den uforanderlige Temperatur. De fundne Varmegrader stige fra 9° R. i en Dybde af 100 Fod til 38V2° R. i en Dybde af 4042 Fod; men Tilvæxten er ingenlunde regelmæssig og vexler for hver 100 Fods Dybde fra 0,13° R. til 1,8° R. Det er af Vigtighed, at Undersøgelserne i Sperenberg have givet den største Sandsynlighed for, at man ikke tør forudsætte en Tilvæxt af den indre Jordvarme, der simpelthen voxer mecbDybden; men at Tilvæxten paa store Dybder bliver langsommere, med andre Ord at Jordvarme-Trinnene (de geothermiske Trin) voxe nedad, et Resultat, som allerede til Dels fremgik fra Undersøgelserne ved Grenellebrønden. Man kan altsaa ikke med Humboldt og selv senere Forfattere antage, at den indre Jordvarme uafbrudt voxer hen imod Jordens Midtpunkt, at man i 10000 Fods Dybde vilde naa Vandets Kogepunkt, at Varmegraden i 4—5 Mils Dybde naar Jærnets Smeltepunkt, og at Jordens Indre altsaa maa have en Temperatur, der er saa høj, at den. langt overstiger Smeltepunktet for ethvert af de os bekjendte Stoffer*). Den Slutning, vi nu til Dags maa drage, er helt anderledes; Varmetilvæxten skrider kun frem til en vis, middelstor Grad, og i en Dybde paa højst et. Par Mil hersker en konstant Temperatur, der er vidt forskjellig fra den mægtige Hede, Humboldt, Buch og andre en Gang tilskrev Jordens „iidglødende, flydende" Indre. Der er for Ticlen Intet, som nød- *) Selv om dette Resultat var rigtigt, turde man dog ikke deraf slutte, at den indre Jordmasse er flydende; thi forskjellige Omstændigheder gjøre det sandsynligt, at de oven for liggende Deles stærkere Tryk forhøjer Smeltepunktet af de indre Dele, og at de saaledes dog maatte være faste trods den overordentlig høje Varmegrad.