Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Den evig frosne Jord.
539
man endnu kun fandt frossen Jord, opgav man endelig Forsøgene.
„Ved Skæbnens Gunst", siger Middendorff, som har udført en
Mængde Temperaturundersøgelser i lignende Retninger, „var Schakten
bleven graven paa et Sted, der med den største Omhu ikke kunde
være bleven valgt bedre, nemlig paa det Sted, der kan roses for
det negative Fortrin „at have den strængeste Vinterkulde paa
Jorden“; andre Steder i Sibirien naar den frosne Jordbund ikke
ned til saa store Dybder.
I Brøndschakten ved Jakutsk er der senere blevet anstillet
Temperaturiagttagelser. I en Dybde af 7 Fod er den aarlige
Middeltemperatur 9° R., 150 Fod under Overfladen er Varme-
graden stedse 4- 4°, og i 350 Fods Dybde viser Thermometret stadig
paa 4- 2,4° R. Varmegraden er altsaa her som alle Vegne stigende
med Dybden, og af denne Varmes Tiltagende har man beregnet,
at man i en Dybde af henimod 1000 Fod vilde kunne træffe en Tem-
peratur paa 0° eller naa rindende Vand; men det er altsaa en
Kjendsgjerning, at selv i Jakutsks kolde Egne tiltager Temperaturen
i Jordbunden, alt som man kommer dybere ned i Jordens Indre,
en Erfaring, man tidligere havde gjort i mere tempererede Egne.
Saa snart man i Jordbunden gaar dybere ned end i Laget med
den uforanderlige Varme, finder man en Tilvæxt af Varme, og man
forstaar, at Jorden selv er en Varmekilde. Den indre Jordvarme,
som ikke er mærkelig paa Overfladen, voxer med den tiltagende
Dybde, og man kan anslaa Tilvæxten omtrent til 1° R. for 125 Fod.
Allerede Athanasius Kircher omtaler i 1664, at Luften i dybe
Schakter er varmere end paa Overfladen; men nøjagtigere Iagt-
tagelser anstillede Genson først 1740 i Blygruberne i Giromagny
(Vogeserne), Saussure (1785) i Saltgruberne ved Bex (Kanton Waadt)
og d’Aubuisson (1802) i Freiburgerminerne, og man fandt, at Til-
væxten i Varme omtrent var 1° C. for hver 100—125 Fod (1° R.
for 120—160 Fod). Endelig leverede Maalingerne i de artesiske
Brønde (f. Ex. Grenellebrønden i Paris) meget nøjagtige Resultater,
og Arago kunde opstille som en almindelig Lov, at de dybeste
artesiske Brønde ogsaa leverede det varmeste Vand. Det er over-
flødigt her at gaa nærmere ind paa Enkelthederne ved de tidligere
Undersøgelser; det er tilstrækkeligt blot at dvæle ved Dunkers
nyeste Undersøgelser i Borehullet i Stensaltlaget ved. Speren-
berg, fordi Borehullet her naaede den mægtige Dybde af 4054 Fod