Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Den evig frosne Jord. 539 man endnu kun fandt frossen Jord, opgav man endelig Forsøgene. „Ved Skæbnens Gunst", siger Middendorff, som har udført en Mængde Temperaturundersøgelser i lignende Retninger, „var Schakten bleven graven paa et Sted, der med den største Omhu ikke kunde være bleven valgt bedre, nemlig paa det Sted, der kan roses for det negative Fortrin „at have den strængeste Vinterkulde paa Jorden“; andre Steder i Sibirien naar den frosne Jordbund ikke ned til saa store Dybder. I Brøndschakten ved Jakutsk er der senere blevet anstillet Temperaturiagttagelser. I en Dybde af 7 Fod er den aarlige Middeltemperatur 9° R., 150 Fod under Overfladen er Varme- graden stedse 4- 4°, og i 350 Fods Dybde viser Thermometret stadig paa 4- 2,4° R. Varmegraden er altsaa her som alle Vegne stigende med Dybden, og af denne Varmes Tiltagende har man beregnet, at man i en Dybde af henimod 1000 Fod vilde kunne træffe en Tem- peratur paa 0° eller naa rindende Vand; men det er altsaa en Kjendsgjerning, at selv i Jakutsks kolde Egne tiltager Temperaturen i Jordbunden, alt som man kommer dybere ned i Jordens Indre, en Erfaring, man tidligere havde gjort i mere tempererede Egne. Saa snart man i Jordbunden gaar dybere ned end i Laget med den uforanderlige Varme, finder man en Tilvæxt af Varme, og man forstaar, at Jorden selv er en Varmekilde. Den indre Jordvarme, som ikke er mærkelig paa Overfladen, voxer med den tiltagende Dybde, og man kan anslaa Tilvæxten omtrent til 1° R. for 125 Fod. Allerede Athanasius Kircher omtaler i 1664, at Luften i dybe Schakter er varmere end paa Overfladen; men nøjagtigere Iagt- tagelser anstillede Genson først 1740 i Blygruberne i Giromagny (Vogeserne), Saussure (1785) i Saltgruberne ved Bex (Kanton Waadt) og d’Aubuisson (1802) i Freiburgerminerne, og man fandt, at Til- væxten i Varme omtrent var 1° C. for hver 100—125 Fod (1° R. for 120—160 Fod). Endelig leverede Maalingerne i de artesiske Brønde (f. Ex. Grenellebrønden i Paris) meget nøjagtige Resultater, og Arago kunde opstille som en almindelig Lov, at de dybeste artesiske Brønde ogsaa leverede det varmeste Vand. Det er over- flødigt her at gaa nærmere ind paa Enkelthederne ved de tidligere Undersøgelser; det er tilstrækkeligt blot at dvæle ved Dunkers nyeste Undersøgelser i Borehullet i Stensaltlaget ved. Speren- berg, fordi Borehullet her naaede den mægtige Dybde af 4054 Fod