Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Hypotheser om Vulkanismens Oprindelse. 545 stammer, er et lokalt Resultat, som fremkommer i den faste Jord- skorpe ved en Sammentrykning eller Knusning af enkelte Dele af Jordskorpen og dette mekaniske Arbejdes- Omsætning i Varme. Man kan rigtignok indvende mod denne Hypothese, at ved denne Sønderknusning, der i Regelen dog kun gaar langsomt fra Haanden, kan den fremkomne Varme ikke let opnaa nogen betydelig Grad; men paa den anden Side synes der dog virkelig at forekomme lokale underjordiske Smeltninger, som ere at forklare paa denne Maade. Reyer anser ikke Jordens Indre, „Jordmagmaet“, for fly- dende, men for fast, som en Følge af det store Tryk, hvorunder det befinder sig; men naar dette Tryk giver efter, blødgjøres „Magmaet“, og der kan komme et Udbrud i Stand. Siemens tror, at Vulkan- ismen kun paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade lader sig for- klare ved at gaa ud fra en fast Jordskorpe, som svømmer paa en ildflydende eller plastisk Masse, men bemærker' strax, at herved bliver igjen en Kjendsgjerning tilbage, til hvis Forklaring der maa indføres en ny Hypothese; dette er Fastlandsmassernes betydelige Højde og mange Landstrækningers sækulære Hævninger. „Højde- forskjellen mellem Asiens mægtige Højslette og Bunden i det store Ocean maa man sætte til P/2 Mil eller dog mindst til P/4 Mil, naar man tager Hensyn til Havvandets mindre Vægt i Sammenligning med Stenmasserne; men dette repræsenterer en Trykforskjel af omtr. 1000 Atmosfærer. Som Følge af den paaviste ringe Fasthed af Jordskorpen synes det imidlertid herefter nødvendigt, at Asiens Højslette og med den alle Kontinenterne maa sænke sig, til der op- staar Ligevægt, og at Havbunden omvendt maa hæve sig. Vil man derfor ikke opgive Antagelsen om et ildflydende Indre, maa man antage, at den nødvendige hydrostatiske Ligevægt tilvejebringes ved en Forskjel i Vægtfylden mellem de Stenmasser, som danne Konti- nenterne, og dem, som udgjøre Havbunden, at altsaa Havbunden bestaar af tungere Stenmasser end Fastlandsmasserne, eller ogsaa maa de halvflydende Masser, som ligge under den faste Skorpe, have en saadan Tykkelse og en saa forskjellig Vægtfylde, at For- skjellen i Trykket derved udjævnes. Den sækulære Hævning er maaske saaledes en lokal Udjævning af denne Forskjel.“ Naar der er Tale om Vulkanismen, staar Videnskaben saaledes endnu over for en fuldstændig Gaade. Ingen formaar med Sikker- hed at afgjøre, om vi i Vulkanerne se den sidste Rest af den Urild, Klein. 35