Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

40 Jordens aarlige Bevægelse. yderste Grad af Nøjagtighed, er Jordens Drejningshastighed dog forsinket lidt. Man har nøjagtige astronomiske Iagttagelser om- trent fra de to sidste Aartusender, og i denne Periode er Døgnets Længde tiltagen med 1/83 Sekund, det vil sige, Jorden har i dette lange Tidsrum næppe forsinket sig 2V2 Time. Man véd ikke ret, hvad man mest skal beundre, enten denne Uforanderlighed i saa langt et Tidsrum eller Videnskabens høje Udvikling, som formaar at paavise en saa lille Størrelse. For øvrigt har man i den senere Tid vundet en vis Grad af Sandsynlighed for, at Jordens Rotation inden for mindre Tidsrum dog er underkastet visse Uregelmæssig- heder, som stige indti] flere Sekunder, men udjævnes efter lange Perioders Forløb. Saaledes antyde visse Anomalier i Maane- bevægelsen en Mulighed for, at Jordens Omdrejning siden 1850 er et Par Sekunder forud for det Resultat, som skulde følge ved en ensformig Rotation. Undersøgelserne over dette Æmne liave dog først nylig taget deres Begyndelse, og først vore Efterkommere ville naa til Vished i saa Henseende; men det er ligefuldt interes- sant, at man har begyndt at nære den Mistanke, at selv vort store Himmelur ikke gaar absolut nøjagtig. 4. Jordens aarlige Bevægelse. Foruden Omdrejningen om sin Axe har Jorden ogsaa en aarlig Bevægelse om Solen, og herved fremkaldes Dagenes uregel- mæssige Længde og Aarstidernes Vexling. Stod Jordaxen lodret paa Jordbanens eller Ekliptikas Plan, vilde Solen Aar ud og Aar ind staa lodret over Æqvator, da vilde Dag og Nat overalt være lige lange, og hver Plet paa Jordens Overflade vilde kun have en eneste Aarstid, som vilde være afhængig af den større eller mindre Afstand fra Æqvator. Under Æqvator selv vilde herske en gruelig Hede, i de mellemste Breddegrader et barsk Foraar, og Polar- egnene vilde fuldstændig dækkes af Is. Det er unødvendigt videre at udmale dette Billede; thi det Anførte er allerede tilstrækkeligt for at vise, hvor umaadelig ufordelagtig en saadan Stilling af Jord- axen vilde være for Menneskeheden. Til alt Held staar Jordaxen i en skraa Stilling mod Jordbanen, derfor rykker Solen om Sommeren nord for Æqvator, og herved faar den nordlige