Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Vandvulkaner. 561 hjemsøgte Chilios Dal; fire Hundrede Mennesker mistede Livet, ti Gange saa mange deres Ejendomme. En anden Dyndstrøm væltede ned paa Sletten ved Callo og Rumibamba og truede Flækken Latakunga, i hvis Omegn der omkom tre Hundrede Mennesker. Sognepræsten i Mulalo fortalte Geologen Wolf, at han ved Bøl- gernes Nærmelse steg op i Kirketaaraet for bedre at overse Alt. Da opdagede lian, et Par Tusende Skridt fra Landsbyen, et stort Selskab Rejsende, omtrent 20 Personer, Herrer, Damer, Børn og Tjenerskab, tilsyneladende et Par rige Familier. De sporede de udmattede Ridedyr til den største Hast; men det var for sent, Strømmen indhentede dem, og i et Øjeblik vare alle forsvundne. Allerede Humboldt vidste, at slige Dyndstrømme ikke komme fra Krateret, og nylig have Wolf og Reisz paavist, at disse Strømme, som føre mægtige Isklumper og hede Lavablokke med sig, opstaa ved den pludselige Snesmeltning, der skyldes de store Lavamasser, som fra alle Kanter strømme ud fra Krateret. I Guatemala skjelne Indbyggerne mellem Vand- og Ildvulkaner. Vulkanen Agua, „Vandspyeren“, udslynger fra Tid til anden under heftige Jord- skjælv og dumpe Drøn uhyre Vandmasser. I Vulkanens Nærhed anlagde Spanierne 1524 Hovedstaden Guatemala; men allerede 1527 ødelagde „Vandspyeren“ den nye Hovedstad ved et frygteligt Ud- brud. Beboerne flygtede og byggede ved Foden af den nærliggende Volcan de fuego Staden Ny-Guatemala, som omvendt blev ødelagt 1773 af „Ildspyeren“. Under Mauna Loas frygtelige Udbrud 1868 forefaldt ogsaa et Udbrud af Dynd; i Nærheden af Krateret Kilauea, i en smuk og veldyrket Dal, spaltedes Jorden pludselig og udsendte en mægtig Strøm rødt Dynd, der tilintetgjorde hele Dalen og be- gravede Mennesker og Dyr. Idet Dampene bane sig Vej gjennem Kraterrøret, sønderrive de Lavaen, slynge den op i Luften som Slakker, forme den til Kugler (Bomber), knuse den til Smaasten (Lapilli), der undertiden bestaa af løse Krystaller, som allerede vare dannede i Lavaen, eller sprænge den til den fineste Aske. Disse Masser slynges under- tiden i Vejret til en Højde af 5000, ja til 9—10000 Fod og danne over Krateret en Søjle, der stiger lodret i Vejret og for oven breder sig fladt ud. Denne storslaaede Fremtoning sammenligner den yngre Plinius træffende med en højstammet, skyggefuld Pinie. Askemassen er undertiden umaadelig og bæres vidt og bredt af Klein. ns