Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

596 Optiske Fremtoninger. mindelige Dagslys, Himlens blaa Farve, Dæmringen, Morgen- og Aftenrøden, de farvede Hove omkring Solen og Maanen, Hildrin- gerne og andre lignende Fremtoninger. Luftens Gjennemsigtighecl er, som alt berørt, meget forskjellig. Efter en Regn, naar opklarende Vejr indtræder, er Gjennemsigtig- heden i Regelen størst; thi Regnen har da renset Luften for de utallige Støvpartikler, der sædvanligvis svæve omkring i den. Var Luften absolut gjennemsigtig, vilde vi se langt skarpere, end vi nu kunne; vi vilde kunne iagttage langt flere af en fjærn Gjenstands Enkeltheder, end vi nu ere i Stand til. Paa Himlen vilde flere Stjærner komme til Syne baade for det ubevæbnede Øje og gjen- nem Kikkerten, og Stjærnehimlen vilde straale i al sin Pragt, og- saa naar Solen stod over Horizonten; men trods disse Fordele vilde en absolut gjennemsigtig Luft dog være os til langt større Ulempe. Alt, hvad der nemlig ikke direkte blev beskinnet af Solen, vilde ligge i absolut Mørke eller i alt Fald kun modtage tilbagekastet Lys fra de Gjenstande paa Jordoverfladen, cler vare saaledes stillede, at de fra disse tilbagekastede Straaler faldt ind i Skyggen. I et Værelse, gjennem hvis Ruder Solen ikke skin- nede, vilde der midt om Dagen være fuldkommen mørkt, og for saa vidt vi ikke brugte kunstigt Lys, vilde vi kun kunne se at ar- bejde ved at stille os ud i Solskinnet. At alt dette nu ikke er Tilfældet, at vi have det almindelige Dagslys, skyldes ene og alene Luftkredsens Evne til at indsuge og tilbagekaste det Lys, den modtager fra Solen. En klar Dag har Himlen, som bekjendt, en blaa Farve, der er stærkest i Issepunktet (Zenith), i Nærheden af Synskredsen der- imod blegere og gaar over i det Hvidlige. I de varmere Egne er Himlens Farve derhos langt stærkere og mørkere end hos os, og ligeledes voxer den med Afstanden fra Kysten; endelig er Himlen betydelig mørkere paa høje Bjærge end nede i Dalene. Denne Himlens Farve hidrører fra talløse, smaa Vandblærer, cler svæve i Luften. Alle meget tynde, gjennemsigtige Hinder give ved tilbage- kastet Lys en vis Farve, hvis Art er afhængig af Hindens Tyk- kelse; Sæbeboblens forskjellige Farver hidrøre t. Ex. fra den Om- stændighed, at den ikke overalt har samme Tykkelse. Man kan nu tænke sig, at de i Luften svævende tynde Vandblærer netop ere saa tykke, at de give Luftens blaa Farve. Den forskjellige