Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Himlens Blaa. 597 Grad af Himlens Blaa vil ogsaa herved finde en tilfredsstillende Forklaring. Jo ringere nemlig Luftkredsens relative Fugtighed er, desto renere og dybere maa Himlens Blaa synes; thi i dette Til- fælde ere Vandblærerne mindst. Den ringeste relative Fugtighed findes imidlertid i de varme Egne, og den voxer her fra hen mod Polerne, ligesom den ogsaa er mindre i Fastlandenes Indre end ved Kysterne; herfra hidrører altsaa den herlige blaa Himmel under Troperne og i Fastlandenes Indre, sammenlignet med Kyst- egnene. Med Hensyn til Forholdet mellem Luftens Fugtighed og Højden over Havfladen véd man for Tiden, at Fugtigheden stiger til en vis Højde (mellem 3—6000 Fod), her naar sin største Grad og derpaa atter rask synker; saaledes kan man nu ogsaa forklare, hvorfor Himlens Blaa bliver kraftigere i høje Bjærgegne, og da Luftkredsen i betydelige Højder er mere fri for Støv, an- tager Himmelhvælvingen ogsaa en mere og mere mørk Farve. Den engelske Fysiker Tyndall har gjennem Forsøg paavist, at Luften i aldeles ren Tilstand er absolut gjennemstraalelig, saa Lysstraalerne passere igjennem, uden at deres Vej bliver synlig for Øjet. Hvis derfor vor Luftkreds var fuldkommen ren, vilde den forholde sig som det tomme Rum over for Solstraalerne, og efter Solens Nedgang vilde det natlige Mørke strax indtræde, lige- som Dagslyset vilde brat afløse Nattens Mørke. Nu er Luften, som oftere bemærket, ikke ren, og Luftens Evne til at til- bagekaste Lyset bevirker, at Nattens Mørke ikke fremkommer strax, efter at Solen er gaaet ned, ligesom ogsaa at Dagslyset frembryder nogen Tid, førend Solen staar op. Aften-og Morgen- dæmringen hidrører nemlig fra de Straaler, som blive kastede tilbage fra de højere liggende Dele af Luftkredsen, der blive be- lyste af Solens Straaler, medens denne endnu er under Synskredsen. Tusmørkets Varighed regnes i det daglige Liv fra Solens Nedgang, til den er 6° under Synskredsen; Stjærnerne af første Orden be- gynde da at komme til Syne, og man kan ikke længere se at arbejde; Astronomerne derimod regne Tusmørket, indtil Solen er 18° under Synskredsen, paa hvilket Tidspunkt det sidste Skjær af Dagslyset forsvinder*). Tusmørkets Varighed er ikke ens overalt *) Nøjagtige Undersøgelser af J. Schmidt i Athen have godtgjort, at det sidste Spor af Dæmringen i Virkeligheden allerede forsvinder, naar Solen er sunken 159/io0 under Synskredsen.