Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
598
Optiske Fremtoninger.
paa Jorden og varierer tilmed for samme Sted efter Aarstiden.
Under Æqvator er den mindst. Solens Dagscirkel staar her til
alle Tider af Aaret vinkelret paa Horizonten; i de tempererede og
kolde Bælter er Solens Dagscirkel derimod stillet skraat mod Hori-
zonten, den bevæger sig derfor efter sin Nedgang flere Grader paa
sin Dagscirkel, end den i samme synker under Horizonten.
Ved Jævndøgnstider er Varigheden af det borgerlige Tusmørke
under Æqvator noget over 1/5 Time
„ den 45de Breddegrad omtrent % Time
„ „ 63de „ „ 1 „
„ M 72de „ „ . 2 n
Det korteste Tusmørke indtræder ved Jævndøgnstiderne, det
længste paa den længste Dag. I Kjøbenhavn varer det borgerlige
Tusmørke midt i Marts og September 42 Minutter; i Slutningen af
Juni er dets Varighed 70 Minutter, paa den korteste Dag 53 Minutter.-
En med Dæmringen beslægtet Fremtoning er Morgen- og
Aftenrøden. Aftenrøden fremtræder prægtigst paa en dyb, blaa
Himmel, naar kun enkelte Smaaskyer svømme paa Firmamentets
Blaa; man ser da de herligste ildrøde og purpurfarvede Nuancer.
Derimod antager Fremtoningen en bleg, gullig Tone, naar Luftens
hvidlige Farve røber, at Luften er meget svanger paa Vanddampe
Morgen- og Aftenrøden skyldes ligeledes Luftens Vanddampe. Naar
Vanddampene ere fuldkommen gjermemsigtige, indsuge de flere af
de røde Lysstraaler end af de andre Farver. Saadanne Vand-
dampe findes nu gjennemgaaende kun i de højeste Luftlag, medens
Luftkredsens dybere Lag indsuge de blaa Straaler i størst Mængde
og lade de røde gaa igjennem. Ved Solens Op- og Nedgang maa
dens Straaler, i en Mellemhøjde af en 5000 Fod, gjennemløbe en
Strækning paa omtrent 40 Mil for at træffe en Sky, der svæver i
denne Højde. Paa denne lange Vej gjennem meget tætte Luftlag,
der til Dels ere opfyldte med ui gjermemsigtige Molekuler, blive de
blaa Straaler indsugede langt stærkere end de røde, og Skyen
fremtræder derfor mer eller mindre rød; men efterhaanden som
Solen nu hæver sig over Synskredsen, kommer en større Mængde
gule Straaler til, saa at Farven gaar over fra Rødt til Orange og
sluttelig bliver ganske hvid. De forsk]ellige Farver kunne samtidig
vise sig paa Skyer, som svæve i forskjellig Højde og Stilling.