Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
598 Optiske Fremtoninger. paa Jorden og varierer tilmed for samme Sted efter Aarstiden. Under Æqvator er den mindst. Solens Dagscirkel staar her til alle Tider af Aaret vinkelret paa Horizonten; i de tempererede og kolde Bælter er Solens Dagscirkel derimod stillet skraat mod Hori- zonten, den bevæger sig derfor efter sin Nedgang flere Grader paa sin Dagscirkel, end den i samme synker under Horizonten. Ved Jævndøgnstider er Varigheden af det borgerlige Tusmørke under Æqvator noget over 1/5 Time „ den 45de Breddegrad omtrent % Time „ „ 63de „ „ 1 „ „ M 72de „ „ . 2 n Det korteste Tusmørke indtræder ved Jævndøgnstiderne, det længste paa den længste Dag. I Kjøbenhavn varer det borgerlige Tusmørke midt i Marts og September 42 Minutter; i Slutningen af Juni er dets Varighed 70 Minutter, paa den korteste Dag 53 Minutter.- En med Dæmringen beslægtet Fremtoning er Morgen- og Aftenrøden. Aftenrøden fremtræder prægtigst paa en dyb, blaa Himmel, naar kun enkelte Smaaskyer svømme paa Firmamentets Blaa; man ser da de herligste ildrøde og purpurfarvede Nuancer. Derimod antager Fremtoningen en bleg, gullig Tone, naar Luftens hvidlige Farve røber, at Luften er meget svanger paa Vanddampe Morgen- og Aftenrøden skyldes ligeledes Luftens Vanddampe. Naar Vanddampene ere fuldkommen gjermemsigtige, indsuge de flere af de røde Lysstraaler end af de andre Farver. Saadanne Vand- dampe findes nu gjennemgaaende kun i de højeste Luftlag, medens Luftkredsens dybere Lag indsuge de blaa Straaler i størst Mængde og lade de røde gaa igjennem. Ved Solens Op- og Nedgang maa dens Straaler, i en Mellemhøjde af en 5000 Fod, gjennemløbe en Strækning paa omtrent 40 Mil for at træffe en Sky, der svæver i denne Højde. Paa denne lange Vej gjennem meget tætte Luftlag, der til Dels ere opfyldte med ui gjermemsigtige Molekuler, blive de blaa Straaler indsugede langt stærkere end de røde, og Skyen fremtræder derfor mer eller mindre rød; men efterhaanden som Solen nu hæver sig over Synskredsen, kommer en større Mængde gule Straaler til, saa at Farven gaar over fra Rødt til Orange og sluttelig bliver ganske hvid. De forsk]ellige Farver kunne samtidig vise sig paa Skyer, som svæve i forskjellig Højde og Stilling.