Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

618 Luftens Bevægelser. ser gjennem et Glas af lysegul Farve. Harmattanen optræder paa lignende Maade. Græsset visner strax, Træerne tabe deres Blade, og Floderne begynde hurtig at synke. En tyk Dunst, at sammenligne med en Røg, ledsager den hede Vind, og Solen skinner igjennem med en blegrød Farve. Harmattanen er imidlertid ingenlunde usund, Evropæerne i Senegambien glæde sig tvært imod over dens Forekomst, som frier dem for de ellers saa hyppige Feberanfald. Over Sicilien, Syditalieu, stundom ogsaa over Syrien, blæser af og til en sydlig Vind, Sciroccoen, der har sit Udspring i den nordlige Del af Afrika, men, da den blæser over Middelhavet, sæd- vanligvis er fugtig; den er dernæst ofte trykkende varm, og dens Virkning er derfor meget ubehagelig. Hyppig, men fuldstændig med. Urette, betragter man den schweiziske Alpevind, Fønen, som en Fortsættelse af Sciroccoen. Fønen farer hen over Alpedalene, først oppe i Luften, man hører dens Susen i det Fjærne, stødvis kommer den ned, oprører Vandene i Vierwaldstattersøen og fejer gjennem Gaderne i Glarus og Altorf. Forsigtig slukker man nu Ilden i Husene; thi en bitter Erfaring har lært Beboerne, at Fønen ikke tilsteder Slukningen af nogen Ildebrand. Fønen bringer Plan- terne til at visne og øver en slappende Indflydelse paa Menneskene. Dens Tørke er imidlertid ingenlunde noget Bevis paa Vindens afrikanske Herkomst; den hede Vind, som stiger op over Sahara, uaar i det Hele taget slet ikke Evropa, men farer hen over For- asien, hvor den maaske fremkalder Vandfladernes langsomme Sænk- ning og Udtørring. Vi maa altsaa søge en anden Forklaring. Det er nu en sikker Kjendsgjerning, at .der samtidig med Fønen altid syd for Alperne blæser en fugtig Søndenvind, som giver Sne eller Regn, og hvis Varmegrad er betydelig lavere end Fønens, som desuagtet skylder denne kolde og fugtige Vind sit Udspring. Naar nemlig en Vind tvinges til at bevæge sig opad ved at stige over en Bjærgryg, udvider Luften sig, og da denne Udvidelse forégaar under Trykket af den oven for liggende Luft, udføres der herved et Arbejde, der medfører Tabet af en til Arbejdets Størrelse svarende Varmemængde. Man har udfundet, at en Luftmasse paa denne Maade taber saa megen Varme, at den afkøles 1° for hver 300 Fod, den stiger. Naar nu Luften har passeret Bjærgkammen. styrter den atter ned i Dalen paa den modsatte Side af Bjærg-