Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Skyformationei’ne. 627 Retning. Ere de fine, hvide Traade ordnede i en anden Retning end den, i hvilken Vinden blæser ved Jordens Overflade, er dette et Tegn paa, at der i de højere Luftlag hersker en anden Vind end i de lavere, og Vinden vil da i Regelen dreje sig efter den øvre Vinds Retning. Angive Fjerskyerne, at der for oven blæser en Sydvestvind, kan man altsaa med temmelig Sikkerhed vente Blæst og Regn, hvor smukt og stadigt Vejret end ser ud. Klodeskyen eller Cumulus ser ud som store, kuppelformige Toppe, der hvile paa et vandret Grundlag. Disse Skyer ere sæd- vanligvis meget tætte og svæve i de Luftlag, der ere nærmest Jorden, og deres Højde kan derfor ikke være meget betyde- lig. Disse Skyer dannes ved Fortætning af de Vanddampe, der om Da- gen stige op i Luften; naar de kun vise sig Fig. 172. Klodeskyen (Cumulus). paa den varmeste Del af Dagen, er dette et Tegn paa vedvarende godt Vejr. Voxe de i Størrelse, idet de synke ned i lavere Luftlag, uden at forsvinde om Aftenen, er dette et Forbud paa Regn. Lagskyen eller Stratus er et udbredt, sammenhængende, lavt- liggende Skylag. Disse Skyer dannes sædvanlig- vis efter Solnedgang og tiltage i Tæthed i Løbet af Natten, hvorimod de om Dagen ofte forsvinde ved Solens Varme. Disse Hovedformer Fig. 173. Lagskyen (Stratus). fremtræde dog næsten aldrig fuldkommen udprægede, men i mang- foldige Overgange., som det hyppig falder vanskeligt at klassificere, formerne holde sig ikke længe uforanderlige, ligesom Skyen selv 40*