Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

72 Havvandet. (Vingesnegle, Gopler o. s.-v.), hvad man hidtil har plejet at antage; disse Dyr forsvinde nemlig til Tider pludselig fra Havets Overflade, som alligevel beholder sin ejendommelige, mørke Farve. Den virke- lige Aarsag til denne Grønlandshavets Farve paa den 74 °—80° n. Bredde maa efter Brown meget mere søges i talløse Masser af Diatoméer. Goplerne og Hvalaatene (clio borealis) nære sig af dem, afgive selv igjen Næring for Hvalerne , og lokke saaledes disse mægtige Skabninger til dette Jagtomraade, der er den nordiske Søfarer saa bekjendt under Navnet „det sorte Hav, black-sea“. I Nærheden af Kap Palmas paa Guineakysten. fandt Kapt. Tuckey Havet mælkehvidt. Ligeledes saae Kapt.'Coste den 15de April 1865 under 50° vesti. L. og 9° n. Br. store mathvide, flydende Masser svømme imod sig, saa at Skibet var omgivet der^f paa alle Kanter, ja snart dækkede disse Masser hele Havfladen og stak mærkelig af mod Himlen. Da man fik en Del af denne mælke- hvide Vædske om Bord, fandt man, at Skinnet skrev sig fra et stort Tal mikroskopiske Dyr. Kapt. Kingmann iagttog den 27de Juli 1854 en lignende Fremtoning i det indiske Ocean. Havet blev i en Udstrækning af 5—6 Mil pludselig saa hvidt, som om det var dækket med Sne. Himlen, hvorpaa'næppe en Sky var synlig, dannede herimod en saa skummel Kontrast, at hele Scenen gjorde et ejen- dommeligt, ængstende Indtryk. Da man fik Vandprøver om Bord, fandt man i samme talløse, slimede, ormagtige Smaadyr, der snart . fløde sammen. En aldeles tilsvarende Fremtoning iagttog man den 9de Febr. 1878 om Bord paa den tyske Krigsdamper Louise, lige- ledes ude paa det indiske Ocean. Skibets Fører, Kapt. Schering, beretter herom Følgende: Efter en klar og smuk Solnedgang antog Havet Kl. 63/4 en lys Farve og blev efter faa Minutter hvidt som en mælkeagtig Vædske. De ellers saa skinnende Stjærner bleve matte og Horizonten mørk. Havet lignede en af Maanen beskinnet Isflade, skjønt Maanen endnu ikke var staaet op. Den tidligere mærkelige Søgang tog af, den hvide Bølgekam saae man ikke mere noget til, og Havets Brusen hørtes ikke. Derhos indfandt der sig tvende Gange for nogle Minutters Tid en tæt Taage, Horizonten for- tonede sig utydelig, og Himlen langs Synskredsen var ganske mørk. Morild fandt ikke Sted. Da Maanen Kl. 73/4 stod op og var kommen nogle Grader over Horizonten, aftog Fænomenet, Havet og Himlen antoge igjen deres sædvanlige Farve, og Stjærnerne fik deres Glans