Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Dets Klarhed. 73 igjen. De nærmest følgende Dage medførte ingen Gjentagelse af denne Fremtoning, der nærmest gjorde Indtrykket af et elektrisk Fænomen; paa Vind og'Vejr havde det ikke øvet nogen Indflydelse. Den Farve, Havvandet selv har, og de Farver, som skyldes særlige Tilskylninger og Iblandinger eller .ogsaa Havbunden, have givet Anledning til, at enkelte Dele af Oceanet bære særlige Navne, saaledes t. Ex. det gule og det røde Hav, medens det sorte Hav rigtignok ikke benævnes efter sine Bølgers Farve, men meget mere har sine talrige, tætte Taager at takke for sit Navn. Det saakaldte „mørke Hav“ eller Strækningen af det atlantiske Hav i Nærheden af det grønne Forbjærgs Øer liar sit Navn efter de tørre Taager og det røde Støv, som her ikke sjælden overrasker Sømanden. Efter Hellmanns nyere Undersøgelser bliver undertiden et Fladerum af indtil 100 000 M. samtidig og flere Dage i Træk truffet af et vedvarende Støvfald; dette Støv skriver sig fra den nærliggende Ørken Sahara og -føres af Vinden ud over Oceanet. Ved selve Kap Verde (det grønne Forbjærg) ■ fremkalder Østenvinden hyppig en Taage af fint Støv, der er saa tæt, at man, særlig om Morgenen, ikke kan skjelne Kysten i en Mils Afstand. Havvandets Klarhed er undertiden vidunderlig stor. Columbus var i højeste Grad overrasket af de vestindiske Haves Gjenneni- sigtighed; man paastaar, at Havbunden lier paa enkelte Steder skinner igjennem. endog paa 700 Fods Dybde. Dette er dog sand- synligvis overdrevent, lige saa vel som Woods Fortælling, at han i Aar et 1676 skal have skj elnet Muslingerne paa Havbunden i Nær- heden af Novaja-Semlja, og det paa Dybder af 500 Fod. I det røde Hav synes imidlertid Koralbankerne hyppig at være rykkede Iagttageren saa nær, at man skulde anslaa Havdybclen til kun et Par Fod. Dette prægtige Skue af Havbunden og Livet paa dets Dybder undes dog Iagttageren kun paa enkelte Steder, i Alminde- lighed er Havbunden selv paa meget grunde Steder ikke synlig eller røber sig højst kun ved et ejendommeligt Skjær, som den meddeler Havvandet öven over. Idet Sollyset fra Overfladen trænger ned i stedse dybere Vandlag, lider det et stedse voxende Tab, og dette Tab er saa betydeligt, at der maa herske evigt Mørke allerede paa 1000—1200 Fods Dybde; Dykkerne fortælle, at paa de Dybder, i hvilke de endnu kunne arbejde, antager Havet et purpurrødt Skjær. Man har i den nyere Tid hentet lavere Sødyr op fra Dybder paa