Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: O.D. Lütken

År: 1839

Serie: Trettende stykke

Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 368

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 385 Forrige Næste
366 kede Aander fik Aie paa, og følte sig forpligtet til at forkynde i den danske Kirke, saaledes betog ham Synet for alle andre Sandr heder, at han ikke tribe selv hæmmede sine Tilhængeres Lyst til at danne et særskilt Partie; og var blind for de Virkninger hans hoirostede Tale let kunde have i Landmandens Hytter. Saaledes fteete det da, at man paa flere Steder bestræbte sig for at forvandle Ordet til et borgerligt Sværd *), og allevegne vilde føge og finde aandelige Fjender; eller, om dette ikke kunde lykkes, idetmindste tragtede efter at erlange en Martyrkrone for sin Tro, uagtet hverken Kirken selv eller dens enkelte Medlemmer staae i nogen Strid med deres Omgivelser. Man glemte ganske at Mar- tyrkronen vel er en Herderskrands, naar Herren byder os at bære den for vor Tro; men naar aandelig Hovmod soger Kamp der, hvor der er Fred, blot for at glimre som aandelig Kæmpe, da bliver den Martyrkrone, hvormed den tragter at smykke sig, til en Narrehatte, der vel kan fremkalde et medlidende Smiil, men ingen medynksom Taare. En Tro, der sysselsatte sine Tilhængere langt mere med Tanken om Djævelen og hans Rige, end med Tanken om Gud den alksærlige himmelste Fader, virkede forstyr- rende paa mange svage Gemytter. Andre sogte, fængslede i Hykleriets Snarer, at slutte et Forlig mellem Christendommens Fordringer og Kjodets Lyster, saa at den syndige Attraa ideligt brod frem i deres Gjerninger; medens de meente, at en Tro, de pleiede i deres Zndre, maatte kunne bode derpaa. Naar da saadanne Mennesker soge at paabyrde Andre deres Meninger, naar de glemme Christi Äand, imedetts de soge en 2Ere i at kæmpe for hins Læres Bogstav, da har dette ofte havt meget sørgelige Foiger; og Jesu sande usynlige Kirke kan ikke ansee dem for sine Venner, som, naar No og Tryghed herske, ved falske Nodstrig om opdigtede Fjender bringe Uro og Forfærdelse iblandt dens fredelige Medlemmer. Dersom da Erfaringen fra anhre Egne af Landet vidner om, at de som i Hjertet forlade Herren, for at skutte sig til Anklagelsens Engel, ikkun ere altfor mange; da maa det være en Advarsel for de Egne, som endnu i denne Henseende ere heldigere, om at bevare det sande christelige Liv, der er det bedste Værn mod flige Vildfarelser. Hine Bevægelser vidne stærkt om, at Aanden behover Næring ogsaa under Straar tagene; og paaminde Bondestandens Venner og Lærere alvorligt om, at sorge for, at den aandelige Næring, den erholder, er sund og styrkende. De paaminde alle Fædrelandets sande og op; lufte Venner om, at sand Christendom er det bedste Værn mod alle religiose Vildfarelser, og at de onde Aanders Herredomme aldrig vil blive stort, hvor Troen paa den sande Gud er levende. De ville da heri see en Bevæggrund mere, til af al Magt at fremme christelig Oplysning. •) See Lantrnps Prædikener, S- 45 og folgende.