Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: O.D. Lütken
År: 1839
Serie: Trettende stykke
Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 368
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
366
kede Aander fik Aie paa, og følte sig forpligtet til at forkynde i
den danske Kirke, saaledes betog ham Synet for alle andre Sandr
heder, at han ikke tribe selv hæmmede sine Tilhængeres Lyst til
at danne et særskilt Partie; og var blind for de Virkninger
hans hoirostede Tale let kunde have i Landmandens Hytter.
Saaledes fteete det da, at man paa flere Steder bestræbte sig for
at forvandle Ordet til et borgerligt Sværd *), og allevegne vilde
føge og finde aandelige Fjender; eller, om dette ikke kunde lykkes,
idetmindste tragtede efter at erlange en Martyrkrone for sin Tro,
uagtet hverken Kirken selv eller dens enkelte Medlemmer staae i
nogen Strid med deres Omgivelser. Man glemte ganske at Mar-
tyrkronen vel er en Herderskrands, naar Herren byder os at bære
den for vor Tro; men naar aandelig Hovmod soger Kamp der,
hvor der er Fred, blot for at glimre som aandelig Kæmpe, da
bliver den Martyrkrone, hvormed den tragter at smykke sig, til
en Narrehatte, der vel kan fremkalde et medlidende Smiil, men
ingen medynksom Taare. En Tro, der sysselsatte sine Tilhængere
langt mere med Tanken om Djævelen og hans Rige, end med
Tanken om Gud den alksærlige himmelste Fader, virkede forstyr-
rende paa mange svage Gemytter. Andre sogte, fængslede i
Hykleriets Snarer, at slutte et Forlig mellem Christendommens
Fordringer og Kjodets Lyster, saa at den syndige Attraa ideligt
brod frem i deres Gjerninger; medens de meente, at en Tro,
de pleiede i deres Zndre, maatte kunne bode derpaa. Naar da
saadanne Mennesker soge at paabyrde Andre deres Meninger,
naar de glemme Christi Äand, imedetts de soge en 2Ere i at
kæmpe for hins Læres Bogstav, da har dette ofte havt meget
sørgelige Foiger; og Jesu sande usynlige Kirke kan ikke ansee dem
for sine Venner, som, naar No og Tryghed herske, ved falske
Nodstrig om opdigtede Fjender bringe Uro og Forfærdelse iblandt
dens fredelige Medlemmer. Dersom da Erfaringen fra anhre
Egne af Landet vidner om, at de som i Hjertet forlade Herren,
for at skutte sig til Anklagelsens Engel, ikkun ere altfor mange;
da maa det være en Advarsel for de Egne, som endnu i denne
Henseende ere heldigere, om at bevare det sande christelige Liv,
der er det bedste Værn mod flige Vildfarelser. Hine Bevægelser
vidne stærkt om, at Aanden behover Næring ogsaa under Straar
tagene; og paaminde Bondestandens Venner og Lærere alvorligt
om, at sorge for, at den aandelige Næring, den erholder, er
sund og styrkende. De paaminde alle Fædrelandets sande og op;
lufte Venner om, at sand Christendom er det bedste Værn mod
alle religiose Vildfarelser, og at de onde Aanders Herredomme
aldrig vil blive stort, hvor Troen paa den sande Gud er levende.
De ville da heri see en Bevæggrund mere, til af al Magt at
fremme christelig Oplysning.
•) See Lantrnps Prædikener, S- 45 og folgende.