Kortfattet Chemi til Brug for Skoler

21 Dampe af Fosforsyre-Anhydrid (15), Vandet. Efter Forbrændingen stiger omtrent 75 af den afspærrede Lufts I en Skaal lægges en firkantet Glasplade, hvorpaa sættes en lille Porcellænskop (der kan svømme paa Vand) med et Stykke mellem Filtrerpapir vel aftørret Fosfor (sml. 81), halvt saa stort som en Ært; man hælder Vand, i Skaalen, til det staaer lidt over Pladen, tænder Fosforet ved. at berøre det med en varm Staaltraad og sætter hurtigt Bægerglasset A derover. I det første Øjeblik trykkes A let ned mod Glaspladen, for at intet af den varme Luft skal undslippe. Saa- snart Vandet begynder at stige, hældes mere Vand i Skaalen. Naar Forbrændingen er ophørt og de hvide Dampe forsvundne, ser man, at Vandet er steget betydeligt. Man som optages af dette og fylder Rum (18; 21). Fig. 12. skyder nu Glasset ind paa Pladen, vender det, hvorved den lille Skaal synker tilbunds og paaviser, at et Lys slukkes i Resten af Luften (og at Vædsken er sur). J pen Tilstand kan Kvælstof faaes ved at lede en langsom Strøm af tør og kulsyrefri Luft gjennem et glødende Rør med rent Kobber (21). 29. Det frie Kvælstof har kun Betydning som For- tyndingsmiddel for Ilten,’ der ublandet vilde virke altfor voldsomt baade ved Aandeclræt og Forbrænding. Men i sine Forbindelser spiller det en saare vigtig Rolle ved baade Dyrenes og Planternes Ernæring. Næsten alle dyriske Stoffer (Kjød, Blod, Æggehvide) bestaae af Kvælstofforbindelse; Dyrene optage Kvælstoffet, idet de nære sig af Plantestoffer, og af disse indeholde navnlig Frøene (Korn) meget Kvælstof. Planterne kunne ikke optage Luftens frie Kvælstof; men gjennem Rød- derne indsuge de Kvælstofforbindelser af Jordbunden; denne indeholder nemlig altid en kvælstofholdig Syre, Salpetersyre, og et andet kvælstofholdigt Legeme, Am- moniak. Baade Salpetersyre- og Ammoniakforbindelser kunne tjene til Plantens Ernæring; men i Aim. synes Ammoniakforbin-