Kortfattet Chemi til Brug for Skoler

stærkt Ammoniakvand, saa fyldes Klokken hurtigt med hvide Dampe af Salmiak, som efterhaanden afsætter sig som smukke Udblomstringer af krystalliseret Salmiak. — Om Ammoniaksalte s. (120). 35. Saa stor som Kulsyrens og Kvælstoffets Be- tydning i Atmosfæren er, saa er Iltens dog langt mere iøjnefaldende. Efter (3) dannes de fleste chemiske Forbindelser under Varmeudvikling. Men kun de Varme- udviklinger, der finde Sted, naar brændbare Stoffer forene sig med Luftens Ilt, benyttes i det daglige Liv til at frembringe Varme og Lys. Ogsaa den langsomme Forbrænding, der er Kilden til den dyriske Varme, den, hvorved døde Dyr og Planter omdannes til Muldjord (22; 183) og deinie igjen videre til Kulsyre og Vand, den, hvorved Tøjernes Farvestoffer under Sollysets Medvirkning forbrændes (Græsbleg), beroe alle paa Kulstof og Brints Forening med Luftens Ilt. De Heste brændbare Stoffer forene sig dog først med Ilt ved en bestemt højere Temp. (Antændelsestemperaturen). Den almindelige Fyrstiks Fosfor tændes allerede ved Gnid- ning; ved Fosforets Forbrænding udvikles saa liøj en Temp., at Svovlet kommer i Brand, og ved dettes For- brænding stiger Varmen saa højt, at ogsaa rlræet tændes. Men jo finere fordelt et brændbart Legeme er, desto flere Berøringspunkter frembyder det for Luftens Ilt, og desto lettere brænder det. Jernpulver, der hænger ved. en Magnet, tændes i Flammen af et Lys. Tønder. Fintdelt Fosfor. Fintdelt Platin formaaer at fortætte Luftarter paa sin Overflade. I denne fortættede Tilstand kunne disse da undertiden forene sig, og herved kan udvikles en saa høj Varme, at Antændelsestemperaturen naaes. Brintfyrtøjet. 36. Nogle Legemer brænde med Flamme, andre uden Flamme. Da en Flamme er en glødende Luftart, saa indsees det, at den kun kan dannes, naar det brændende Stof selv er luftformigt (Brint, Kulilte, Gas) eller ved Forbrændingstemperaturen fordamper (Pe-