Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

! I Sc » I 168 c. DE LA TOURS FORSØG. mættet. Havde derimod Glassets Rumfang netop været lig det kritiske Rumfang OB, vilde Røret blive ved at indeholde baade Vædske og Damp, indtil den kritiske Tilstand B‘ var naaet. Fort- sættes Opvarmningen ud over denne, vil Forskellen mellem Damp og Vædske ophæves, Vædskens Overflade forsvinder. Denne Overgang indtræder temmelig pludseligt og Grunden hertil er let at indse. Vi kunne antage, at b er et’Punkt paa Linien BB‘ i en ringe Afstand fra det kritiske Punkt B‘. Gennem b trækkes Linien dabc parallel med Aksen OV. Er nu det i Røret inde- holdte Stof bragt i den ved b bestemte Tilstand, saa vil den be- staa af en draabeflydende og en luftformig Del, hvilken sidste vil være en mættet Damp. Nu er da Rumfanget af eet Gram af Vædsken, dc Rumfanget af eet Gram af Dampen; altsaa vil den draabeflydende Del have Vægtfylden i/da, og den dampformige Del Vægtfylden i/dc. Disse Vægtfylder ville, selv om b ligger meget nær ved B‘, kunne være meget forskellige; det er derfor forstaaeligt, at de to Dele af det i Røret indesluttede Stof ere skarpt adskilte, lige til den kritiske Temperatur er naaet, hvor- efter Forskellen helt forsvinder. Dette Fænomen er først iagttaget af Cagniard de la Tour i Aaret 1822. I et Glasrør, der var lukket i den ene Ende, var Vinaand. Det bragtes i Kog, hvorefter Rørets anden Ende til- smeltedes. Han kom først saa megen Vædske i Røret, at 2/s af dets Rumfang var fyldt med Vinaand; under Opvarmningen udvidede Vædsken sig til det dobbelte Rumfang, derpaa forsvandt det pludselig og omdannedes til en fuldkommen klar Damp, saaledes at Røret syntes at være tomt; lod man derpaa Røret afkøle sig lidt, dannede der sig først en Taage, hvorpaa Vædsken igen viste sig. Aldeles lige saadan gik det med et Rør, der var halvt fyldt med Vinaand, derimod sprang et tredje Rør, hvori der var lidt mere Vædske. Med Petroleum og Æter fandt han lignende Resul- tater. Med Vand kunde intet Resultat erholdes; den kritiske Temperatur er nemlig saa høj for Vandets Vedkommende, at Glasset angribes af Vandet. Ved at tilsætte lidt kulsurt Natron, blev denne Virkning dog formindsket, og han fandt da, at Vandet udvider sig til det firedobbelte af dets oprindelige Rumfang og forsvinder ved en Temperatur, der ligger i Nærheden af Zinkets Smeltepunkt, 4000 C. Vandets kritiske Temperatur bestemtes af Cailletet og Colar- deau 1892 ved Hjælp af en Metode, der gjorde det muligt at