Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

222 VARMEFYLDE. Man ser, at Atomvarmen for de allerfleste Grundstoffer ligger i Nærheden af 6; nogen stor Overensstemmelse kunde i det hele ikke ventes, da Varmefylden vokser med Temperaturen og det i ' forskellig Grad. Den for Brint angivne Atomvarme, 5.88, er be- regnet af Varmefylden for Palladiumbrint og er kun at betragte som en Tilnærmelse til det rigtige. Langt større Afvigelser iagt- tages hos Bor, Kulstof, Silicium og det røde Fosfor. Man ser, at de allotrope Modifikationer af Grundstofferne have meget forskel- lige Varmefylder. For at undersøge, hvorledes det forholder sig hermed, har H. F. Weber bestemt Varmefylden for de tre først- nævnte Stoffer ved højere Temperaturer. Til Maaling af Varme- fylden for Temperaturer, der vare under 3OO0 C., benyttede han Bunsens Iskalorimeter; ved højere Temperaturer, indtil 10000 C., benyttede han derimod følgende Fremgangsmaade. To smaa Platinbeholdere vare forbundne med en kort Stang af Platin. Den ene indeholdt lidt over 30 Gram Platin; den anden f. Eks. Grafit; begge Beholdere lukkedes med Asbest. Dette Apparat opvarmedes i en Ovn til en meget høj Temperatur; derefter toges det hurtigt ud af Ovnen og bragtes hen til to Blandingskalorimetre, som stode ved Siden af hinanden. Propperne toges ud af Behol- derne, og Platinet faldt ned i det ene Kalorimeter, Grafitten i det andet. Af Platinets bekendte Varmefylde og af den Varmemængde, det afgav til Kalorimetret, beregnedes den Temperatur, til hvilken Grafitten havde været opvarmet, og det varda let at finde Grafit- tens Varmefylde. Paa denne Maade fandt Weber, at Varmefylden for Grafit ved 1000° er 0.467 og for Diamant 0.459, medens den ved 100 er henholdsvis 0.160 og O.113; Stigningen er især stor ved Tem- peraturer under Rødglødhede; ved de højere Temperaturer nærmer Varmefylden sig til at blive konstant. Man ser, at Atomvarmen ved 1000° C. næsten er den samme for begge Modifikationer, nemlig 5.5. For Bor og Silicium fandtes ogsaa en betydelig Stig- ning af Varmefylden med voksende Temperatur. Det er herefter vel muligt, at disse Grundstoffer ved meget høje Temperaturer følge Dulong og Petits Lov. Kopp har nøjere undersøgt Varmefylden af faste kemiske Forbindelser og paavist en Afhængighed mellem Forbindelsens og Bestanddelenes Varmefylde. Kaldes den Varmemængde, der medgaar til at opvarme et Grammolekyl en Grad, Legemets Molekularvarme, saa er denne Størrelse efter Kopp tilnærmelsesvis