ob
KRÆFTER, SOM VIRKE MELLEM MAGNETER.
en Tilbøjelighed til at bevæge sig hen imod de Punkter, hvor den
magnetiske Kraft har sin største Styrke. Man kan bevise, at dette
gælder under alle Forhold. En Magnet vil altid søge at bevæge
sig hen imod de Steder i Rummet, hvor Feltets Intensitet, som
det ogsaa kaldes, er størst.
Det samme gælder om en lille Jærnmasse. En Stump Jærn-
traad, der befinder sig i et magnetisk Felt, vil blive magnetiseret,
og derefter vil den stille sig parallel med den magnetiske Kraft.
Tillige vil den bestræbe sig for at komme hen til de Punkter,
hvor Feltets Intensitet er størst; den vil altsaa nærme sig en af
Magnetpolerne.
Lægger man en Magnet paa et Bord og strør Jærnfilspaaner
paa Bordet omkring Magneten, vil der fremkomme en Figur, som
er vist i Fig. 123. Enhver lille Spaan vil stille sig parallel med
den magnetiske Krafts
Retning, og de ville
alle danne et System
af Kurver, de saakaldte
Kraftlinier, som vise
Kraftens Retning over-
alt i Rummet. Hvor
disse Kurver ligge
tæt ved hinanden, er
den magnetiske Kraft
større, hvor de fjerne
sig fra hinanden, er Kraften mindre. Rystes Bordet, ser man, at
Filspaanerne nærme sig til Magneten; det er en Følge af deres
Bestræbelse efter at komme til de Steder i Rummet, hvor den
magnetiske Kraft er størst.
Fig. 123.
JORD MAGNETISMEN. En Magnet, der kan dreje sig i et
vandret Plan, stiller sig saaledes, at dens magnetiske Akses Ret'
ning danner en Vinkel med den astronomiske Meridian, der er
forskellig paa forskellige Steder af Jorden. Er Magneten lang °S
tynd, kan man antage, at dens magnetiske Akse falder samme11
med den geometriske Akse, og det er da let, naar man kender
Retningen af den astronomiske Meridian, at finde Vinklen, som
den magnetiske Meridian danner med den astronomiske. Denn6
Vinkel kaldes gerne Deklinationen eller Misvisningen. Skal DeW1