350
JORDMAGNETISMEN.
magnetiske Akse befinder sig i den magnetiske Meridian og danner
en vis Vinkel med det vandrette Plan, som kaldes Inklinationen
eller Hældningen. Det er meget vanskeligt at maale denne Vinkel
nøjagtigt. Man anvender i Reglen hertil en Magnet, som bæres af
en tynd Cylinder af Staal, hvis geometriske Akse saa nær som
muligt gaar gennem Magnetens Tyngdepunkt, og tillige er vinkelret
paa den magnetiske Akse. Cylinderen ruller paa to vandrette
Agatplader, medens Magnetens Ender bevæge sig langs med en
lodret og inddelt Cirkel. Det hele stilles saaledes, at Omdrejnings-
aksen er vinkelret paa den magnetiske Meridian. Her maa nwn
navnlig erindre, at man ikke kan være sikker paa, at Aksen gaar
gennem Magnetens Tyngdepunkt; derpaa gøres Prøve ved at om-
magnetisere Magneten og foretage en ny Maaling af Inklinationen;
stemme de to Maalinger ikke overens, tages Middeltallet. For at
prøve, om den magnetiske Akse er parallel med Magnetens Længde-
retning, tages Magneten op og lægges ned igen, efter at være
vendt om; Middeltallet vil da være befriet fra Fejlen.
Er nu Deklination og Inklination maalte, saa er dermed den
magnetiske Krafts Retning funden; der staar da kun tilbage at
finde Kraftens Intensitet, det vil sige at finde den Kraft,
hvilken Jordmagnetismen virker paa en Pol med Enhed af Magne-
tisme. For at finde den, maales først dens Intensitet H i vandret
Retning.
Man benytter dertil en større Staalmagnet, der ophænges paa
den af Gauss angivne Maade, som er beskreven i det foregaaende.
Man maaler Magnetens Svingningstid T, og har da med de i det
foregaaende anvendte Betegnelser (S. 342)
Hænges derpaa 2 Lodder, hvis Vægt er p, paa Magneten i Af
stand a fra Ophængningspunktet, faas en ny Svingningstid
man har da
1 /1 + 2pal
V MH
Af disse Ligninger findes
II
2na a‘p
Nu lægges Magneten paa et vandret Bord, saaledes at den,-