Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

I 5 ! î I s __ I t 360 JORDMAGNETISMENS VARIATIONER. gige af Solens daglige Bevægelse, af dens Afstand fra Ækvator, idet Variationen er større om Sommeren end om Vinteren, og endelig af den noget over Haarige Solpletperiode. Magnetiske Perturbationer. Alle de Forandringer i det jord- magnetiske Felt, der ikke falde sammen med disse Elementers regelmæssige daglige Gang, kaldes magnetiske Perturbationer. Saa danne ere næsten altid til Stede; naar de ere store, siger man, at der finder et magnetisk Uvejr Sted. De store Perturbationer optræde samtidig over hele Jorden. De ere mindst i de ækvatoreale Egne og vokse fra disse mod de polare. De ere hyppigst paa de Tider, Solen er rig paa Pletter. Dannelsen af en stor Solplet er næsten altid forbunden med en stor Perturbation, der dog først optræder, naar Pletten kommer i Nærheden af den mod Jorden vendte Meridian paa Solen. , Lokale Perturbationer af det jordmagnetiske Felt. Ved Gauss’s Teori er man i Stand til at give en Fremstilling af Jordmagne- tismens Fordeling over Jorden til et vist Tidspunkt, men ved Teorien kan naturligvis ikke beregnes de rent lokale Perturba- tioner i det jordmagnetiske Felts regelmæssige Fordeling, der f. Eks. frembringes ved overfladiske jærnholdige Masser. Saaledes vise Alperne en kendelig Virkning paa Magnetnaalens Retning; det samme er Tilfældet med Himalaya. Perturbationer i det mag- netiske Felt af mere lokal Natur ere meget almindelige; saaledes f. Eks. paa Island, hvis Basaltklipper virke stærkt paa Kompas- naalen; kommer man ud i det dybe Hav, blive de perturberende Virkninger mindre. Som det er paavist af Direktør Ad. Paulsen, har Bornholm en saa stor perturberende Indflydelse paa det nor- male magnetiske Felt, at Deklinationen paa Øens Vestside er indti 30 mindre, og paa dens østlige Side indtil 20 større, end den vilde være, hvis denne 0 ikke paavirkede det jordmagnetiske Felt. Ob- servationerne vise, at Bornholm virker som en magnetisk Sydpol, Kompasnaalens Nordende afviger, som om den blev tiltrukken a Kræfter, der fra Kysterne gaa ind imod Øen. Horisontalkomp0' santerne af de perturberende Kræfter ere omtrent vinkelrette Paa Kysterne ind mod det indre af Øen, undtagen paa Øens sydlig6 j, Del, uden for hvilken der findes en Grund, der strækker sig langt ud i Havet. Ogsaa i den øvrige Del af Danmark kan der paa' vises perturberende Kræfter, om end disse langtfra naa saffl®e Størrelse som paa Bornholm. I det nordlige Fyn, paa Sprogø sarnt