B'
II
S S
5«3
LYSTEORIER.
Legemet, konstant. Men vi have
altsaa
MN
Indfalds- og Brydningsvinklen.
Rum til et Legeme er i altid
. . KD
sin i —
Nu have alle Lysdele samme Hastighed CD i det tomme Rum;
endvidere er U uafhængig af den Bane, Lysdelen har beskrevet;
altsaa er MN, Lysets Hastighed
sin i
sin b CD ’
hele Arbejde, som de frastødende Kræfter udøve paa Lysdelen
under Bevægelsen ad Vejen DGH, lig Nul; altsaa maa den levende
Kraft før og efter Tilbagekastningen være den samme. Altsaa er
CD—HI. Vi have altsaa /_KCD — /_LIH\ Indfalds- og Udfalds-
vinkel ere lige store.
Brydningen forklares ved at antage, at Lysdelene undertiden
tiltrækkes af Legemet. Lysdelens Bane bliver da DMN, af hvilke
den Del, der som MN ligger inden for Overfladen, er retliniet.
Hastigheden MN i Legemet opløses i MO og ON, af hvilke den
første er vinkelret paa Overfladen, den anden parallel med samme.
Ligesom ovenfor ses, at ON er lig KD. Kaldes Arbejdet, som de
tiltrækkende Kræfter have udført under Bevægelsen, U, have vi, at
\m- CD2+ U = \m-MN\
idet i og b betegne henholdsvis
Ved Overgangen fra det tomme
større end b, altsaa maa MN være større end CD', Lysets Ha-
stighed skulde efter denne Teori være større i Legemerne end i
det tomme Rum.
Newtons Teori fører altsaa til de bekendte Love for Lysets
Tilbagekastning og Brydning. Vanskeligheden ligger kun i An-
tagelsen, at Lysdelene snart tiltrækkes, snart frastødes. Han har
ikke selv givet nogen Antydning af, hvorledes dette kunde gaa
til; senere har man fremsat den Anskuelse, at hver Lysdel skulde
have to Boler; den ene blev tiltrukken, den anden frastødt af
Legemerne; antages, at Lysdelene snart vende den ene Pol, snart
den anden Pol i Bevægelsens Retning vilde man kunne forstaa
Sagen. Derved taber Teorien dog den Simpelhed, der er dens
største Fortrin.
At Newtons Teori ikke kan fastholdes mere, er dog afgjort,
da de ovenfor omtalte Forsøg have vist, at Lysets Hastighed er