Haandbog for Smede

m. m., medens der røres kraftigt om i Massen. Tem- peraturen vil dermed falde, hvad der begunstiger Bortbrændingen af Jærnets Urenheder, navnlig Svovl og Fosfor. Efterhaanden vil Ilten i Malmene og Hammerskællene ogsaa angribe Jærnets Kulstofind- hold, saaledes at Jærnet kommer til at „koge“, idet den dannede Kulilte bobler op igennem Slaggelaget; man fjerner nu dette igennem Ovnens Slaggehul, idet der stadig røres om i Massen. Under Afkul- ningen bliver Jærnet tyktflydende og sejgt, og Blæ- sten tilstilles atter, stryger henover Massen og deltager i Afkulningen. Arbejdet er overordentlig besværligt. Efterhaanden begynder Materialet at samle sig som en sejg, dejgagtig Masse, der deles i en 5—6 runde, dejgagtige Klumper, de saakaldte „Lupper“, hvori Jærnet er ret rent, men blandet med Slagge. En god „Luppe“ vejer ca. 40 kg og inde- holder ca. 85 pCt. Jærn. „Lupperne“ udtages, ud- hamres under Damphammer, hvorefter Slaggen pres- ses fra i Luppemøller, de udvalses og overhugges, stables i „Katte“, svejsevarmes, udvalses atter osv. Gentagelsen af Processen kaldes Garvning. Garvet og raffineret Staal kaldes ofte Saksestaal eller Garve- staal. Forskellen mellem Svejsejærn og Svejsestaal er i alt væsentligt den til Kulindholdet knyttede Evne til i højere eller ringere Grad at modtage Hærdning. Imidlertid kan de Processer, der giver Svejsejærnet, naar Afkulningen ledes med Forsigtighed og rettidigt — 14 —