Betænkning angaaende Haandværks- og Fabriklaugene
Samt de dermed beslægtede Næringsveie i Kjøbenhavn

173 Bevillingers Meddelelse saa meget kommer an paa Forhold, der ere Tidernes Verel undergivne, vilde det formeentlig være rettest (i Lighed med hvad der findes fastsat i den nye Gewerb- ordnung for Preussen, af 17 Januar 1845, §§ 66 og 67), at der ved enhver collegial Bevilling blev sastsat en vis Tid, inden hvilken den skulde benyttes, saaledes at Rettigheden skulde være fortabt, naar Anlægget ikke inden den fastsatte Tid var traadt i Virksomhed. Havde Bevillingen et fastsat nogen ^ndst. saadan Termin, maatte formeentlig eet Aar antages som Grandsen; og havde en ifølge Bevilling anlagt Næringsvei hvilet i 3 Aar, maatte Rettigheden derved antages at være bortfalden. Med Hensyn til Udstrækningen af de Nceringsrettigheder, der ville tilkomme de forstjellige concessionerede Jndustridrivende, opstaaer dernæst Sporgsmaal om, hvorvidt den oven fore- flaaede Negel, at den, som er berettiget til at falholde dm fuldfærdige Ting, ogsaa er berettiget ttf selv at forfærdige dennes enkelte Dele, ogsaa bor være anvendelig paa de her omhandlede Næringsbrug. Dette mener Comiteen at maatte besvare benægtende. Hvor nemlig Adgangen til et Næringsbrug er saa let som ad Bevillingsveien, synes man heller ikke at burde strække Rettigheden videre end nødvendigt, og det saa meget mindre som hun Frihed ved de større Fabrikker let kunde fore for vidt, og ved de mindre Hnandværksetablisse- in enter ikke synes fornoden. Dog maatte det formeentlig være overladt vedkommende Autoritet, efter Omstændighederne nt tilstaae den omspurgte Ret, hvilket da vilde blive at indføre i Bevillingen. Det vilde derhos være onsteligt, om Bevillin- gerne i det Hele taget saa fuldstcendigen som muligt betegnede Omfanget as de Næringsrettigheder, der ved Bevillingen til- stodes. Derimod bor der sormeentligen, ogsaa Uden nogen saadan Udtrykkelig Bestemmelse, tilkomme de her omhandlede Jndu- stridrivende den ovenfor omtalte Net til selv at udfore de