Betænkning angaaende Haandværks- og Fabriklaugene
Samt de dermed beslægtede Næringsveie i Kjøbenhavn

8 See Lovens 3—7—1, Rescript af 14 April 1820, cfr. Forordningen af 23 Marts 1827 §§ 11 og 23. 2. At Grændserne mellem de forftjellige Haandværk ere saaledes afstukne, at den Cne i Reglen slet ikke maa for- arbejde Noget, som henhorer til den Andens Fag (hvilket ikke ligefrem folger af det under Nr. 1 Anførte). Skjondt dette gjældcr om alle Haandværk, er denne Ulempe dog meest fremtrædende ved de Haandteringer, som ere forenede i Lang. 3. At de ved Laugene indforte Mestcrprover tildeels ere uhensigtsmæssige, og overhovedet udkræve for megen Tid og for store Omkostninger, ligesom der ved sammes Aflæg- gelse, trods de mange derom udgaacde Lovbud, endnu finde hyppige Misbrug Sted. 4. At den ved Forordningen af 21 Marts 1800 hjemlede Frimesterrettighed er forandret ved den, senere Lovgivning, som paalægger Frimesternc, paa enkelte Undtagelser nær, at gjore samme Mesterstykke som Laugsmesterne. 5. At Laugene, forsaavidt de udgjore organiserede Sam- fund , og navnlig de bestaaende Svendeforbindelser, afsted- komme mange Misbrug, idet de foranledige Sviir og unød- vendige Udgifter, nære gammel Slendrian og . stadelige Langs- sædvaner, og fremkalde Overeenskomster, der ere skadelige saavel for Medlemmerne selv som for det Almindelige. 6. At den ovenomtalte Afsondring mellem Haandværks- fagene, i Forbindelse med den ved Laugsindretningerne næ- rede Laugsaand, fremkalder Kiv mellem -Borgerne og hyp- pige Retstrætter. 7. At Neglerne for Meddelelse nf Bevillinger til Fa- brikdrift og andre mindre industrielle Aulæg udenfor Laugene deels ere for ubestemte, deels gjore deslige Anlæg mere af- hængige af Autoriteternes Skjon, end der synes at være nød- vendigt, og deels endeligen kunne onffes givne efter friere, med Industriens Tarv mere stemmende Grundsætninger. Af de oven paapegede, nu bestaaende Lovforflrifter turde de,