Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Dynamisk Geologi 147 Saaledes beretter Herodot (VIII Bog, 129. Kap.), at en persisk Hær- afdeling i Aaret 479 f. Chr. belejrede den af atheniensiske Kolonister be- satte Stad Potidæa: „Byen havde allerede i 3 Maaneder været indesluttet fra Nordsiden, da der i Havet indtraadte et usædvanligt stærkt Lavvande, som varede i længere Tid. Da Barbarerne bemærkede dette, begav de sig ud paa den tørlagte Strand for at komme over til Halvøen Pallene. Men de var knap komne Halvvejen derover, før der kom en vældig Jordskælvsbølge og indhentede dem. De, der ikke kunde svømme, druk- nede, og de øvrige blev dræbte af Athenienserne, som sejlede ud i Baade og slog dem ihjel". Det var tydelig nok Poseidon, der her kom sine Tilbedere til Hjælp, da det netop var de Persere, der druknede, som en Tid forud havde skændet Poseidons Tempel i Potidæas Nærhed. Romerne var praktiske Folk: naar der indtraadte Jordskælv, gav deres Præster sig ganske vist til at anstille Ofringer og Højtideligheder i deres Templer for at formilde de vrede Guder, men da det ikke var saa lige til at vide, hvilken enkelt i deres Guders Vrimmel, der netop i Øjeblikket var fornærmet, vogtede de sig for at nævne Gudernes Navne for ikke at spilde de gode Gaver paa en Guddom, der ikke var vred, og derfor ikke i Øjeblikket trængte til Tilbedelse. løvrigt var Anskuelsen i den klassiske Oldtid nærmest den, at Jordskælvene blev foraarsagede ved en eller anden i Jordens Indre indesluttet Kæmpe eller personifi- ceret Naturkraft, saa at Jordskælvene i Virkeligheden blev sat i nær Forbindelse med den underjordiske Ild og de vulkanske Udbrud. De græske Naturfilosofer og deres Efterfølgere var dog i Retning af sund naturvidenskabelig Opfattelse af Jordskælvene og de ledsagende Fæno- mener langt forud for deres Samtidige og nærede Anskuelser, der ikke afveg meget fra Nutidens. I Norden, hvor Jordskælvene, uden for det sent bebyggede Island, ikke har spillet nogen nævneværdig Rolle, antog man, at det var Ildens Gud Loke, der i en Hule under Jorden lænket til Stenen som Straf for sine Forbrydelser mod Aserne krympede sig og bragte Jorden til at skælve, naar Edderslangernes neddryppende Gift ramte ham*). Ned gennem Middelalderen var Anskuelserne om Jordskælvenes Oprindelse nærmest en broget Sammenæltning af Anskuelserne i det gamle Testamente, af Brudstykker fra de græske Filosofers Lærdomme og af Tidsalderens egen grove, tarvelige Overtro. I den nyere Tid har der været opstillet mange forskellige Teorier om Aarsagen til Jordskælvene, men gaar man til Bunds i Sagen, maa det erkendes, at der i Virkeligheden ikke vides noget med Sikkerhed *) Sagnet menes dog af nogle Forskere at være af indisk Oprindelse, hvad der er troligt nok. 10*