Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

■ ■■■■ 148 Dynamisk Geologi derom. Man har dog søgt at indføre en Klasseinddeling ved Jordskæl- vene. Denne Inddeling er antaget af en Flerhed af Forskere og gaar ud paa at sondre mellem: 1) Geotektoniske Jordskælv foraarsagede ved Jordskorpens Krympning og Jordlagenes Bevægelse under Foldningsprocessen. 2) Vulkanske Jordskælv, som gaar forud for og ledsager de vulkanske Udbrud. 3) Indstyrtnings-Jordskælv fremkomne ved, at Hulheder i Jor- den styrter sammen. Det er dog mere ad Spekulationens Vej end ved virkelige Erfaringer, at man er kommet til denne Inddelingsmaade. Dog er det sikkert, at talløse mindre og desuden nogle af de største og mest ødelæggende Jordskælv er fremkomne tilsyneladende uden nogen Forbindelse med synlige vulkanske Fænomener, og at vulkanske Udbrud oftest ledsages af Jordskælv, og yderligere, at Sammenstyrtninger af Huler— herunder ogsaa kunstige Gruber og Minegange — kan give Anledning til mindre Jordrystelser. I Nutiden arbejdes der ivrigt paa Studiet af Jordskælvene, og rundt om i Landene findes opstillet Jordskælvsmaalere — Seismografer —, der automatisk registrerer Jordskorpens Bevægelser, hvoraf langt det største Antal er saa smaa, at de unddrager sig den almindelige Iagt- tagelse. Ved saadanne Undersøgelser har man kunnet paavise, at Jord- skælvene opstaar i højst forskellige Dybder under Jordoverfladen, og at de derfra som en Bølgebevægelse forplanter sig opad og ud til Siderne, ja enkelte særdeles kraftige eksplosionsagtige Jordskælv har man end- ogsaa kunnet mærke tværs igennem Jorden. Det Punkt paa Jordens Overflade, der ligger lige over Jordskælvets Centrum (Udgangspunktet), kaldes dets Epi een trum. Jordskælvs- centrets Dybde er som anført højst forskellig. Mallet har ment at kunne bevise, at Centret for et neapolitansk Jordskælv i 1857 var beliggende knap 9 Kilometer under Jordoverfladen, medens andre Jordskælv menes at have haft deres Centrum i over 100 Kilometers Dybde, altsaa dybere nede end den antagelige Grænse mellem den faste Jordskorpe og den ildflydende Kærne. Den Hastighed, hvormed Jordskælvs-Bølgerne forplanter sig, er ogsaa meget forskellig. Et Jord- skælv i 1846 i Rhinlandene forplantede sig med en Hastighed af 560 M. i Sekundet, medens Jordskælvet ved Patras den 25. Aug. 1889 gik afsted med en Fart af 3000 Meter i Sek., og der kendes Jordskælv, der havde Udgangspunkter i Japan, der gik endnu langt hurtigere frem. Jordskælvenes forskellige Hastighed kan for en Del skyldes Beskaffen- heden af de Jord- og Stenlag, som de gaar igennem, dels ogsaa den