Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

160 Dynamisk Geologi vitret Feldspat paa mange Steder rødfarvet af forvitrede jernholdige Mineraler, nogle Steder dog helt eller næsten fuldstændigt jernfri med snehvid eller crémegul Farve. Sandet og Gruset er ikke vandslidt, men kun søndersprængt Grundfjeld, og de tilsyneladende Moræneblokke er fastere, endnu helt sammenhængende Partier af samme Grundfjeld. Op gennem de forvitrede løse Grusmasser rager Kvartsgange i uforvitret Tilstand som hvide Volde og Striber, der i Reglen er helt uden Be- voksning paa Overfladen, medens Gruset bærer den frodige tropiske Vegetation. Derimod er de gennem Grundfjeldet gaaende Grønsten- gange forvitrede til endnu større Dybde end Grundfjeldet og gaar langt ned i det uforvitrede Grundfjeld som dybe Grøfter fyldte med jernholdigt rødt og grønt Ler. Lignende dybtgaaende Forvitringsfæno- mener kendes fra Indien, Japan, Brasilien o. fl. St. Derimod kan man under koldere Vejrlag, fx. i Norge adskillige Steder paa de nøgne Fjeldsider iagttage Skuringsmærkerne fra Istiden lige saa tydelig, som om de var indridsede igaar, skønt de har været udsatte for Vejrligets Barskhed i utalte Aartusinder. Det højeste, der er naaet, er, at Stenens Overflade er blevet bleget og Feldspatkornene blevet hvidlige som Tegn paa en begyndende Kaolinisering. Der er dog megen Forskel paa Vejrbestandigheden i saa Henseende. Bornholms Granit, der under det mod Vejrliget beskyttende Morænedække mange Steder viser smukke Isskuringer, er ikke saa standhaftig. Blottes Gra- nitens Overflade for de beskyttende Jordlag, forsvinder Skuringsmær- kerne i Løbet af 10—12 Aar paa Grund af Forvitringen. Vejrskal. Blandt de Omdannelser, Stenene undergaa ved at ud- sættes for Luften, kan man ogsaa nævne det ejendommelige og i prak- tisk Henseende meget vigtige, men fra videnskabelig Side næppe nok undersøgte Fænomen, som nogle Stenarter vise, naar friske Flader bliver blottede for Vejrlaget, og som maa siges at være lige det mod- satte af Forvitring. Der kan nemlig opstaa en Vejrskal paa Stenens Overflade, saa at den bliver haardere og mere modstandsdygtig, jo længere Tid den har været udsat for Vejrligets Indflydelse. Bevoksning med Mos eller Lav synes at forhindre Dannelsen af Vejrskal, ja endog ødelægge en forud dannet Skal. Stenenes Evne til at danne Vejrskal er yderst forskellig, men deres større eller mindre Tilbøjelighed i saa Hen- seende spiller en ret betydelig Rolle med Hensyn til deres Brugbarhed som Bygningssten til udvendig Brug. Saaledes kan kun de Sten, der danner Vejrskal, i Længden taale at være udsatte for det vanskelige danske Klima. Praktiske Stenhuggere mener, at Stenen „hærdes“ ved at udsættes for den barske Luft, omtrent paa lignende Maade som glø- dende Staal hærdes i Vand, men Hærdningen af Sten d. v. s. Dannelsen