Geologi Og Jordbundslære 1 1910

2 Indledning Den anden Strøm var den Sum af praktisk Kendskab til Stenbear- bejdning, Stenbrydning, Metaludvinding, Bjergværksarbejde og lignende, som Livets praktiske Krav tvang Menneskene til at fremskaffe. Meget af de vundne Erfaringer gik til Tider tabt og maatte vindes paany, og noget er maaske endnu ikke genvundet. Saaledes kan man næppe nok med Nutidens fortrinlige Stenbearbejdningsredskaber udføre saa gode Arbejder i den haarde ægyptiske Grønsten, som Ægypterne udførte med deres primitive Redskaber paa Faraonernes Tid, og næppe mange har nu Haandelag til af dansk Flint med en Rullesten eller Hjortetak at slaa en sextommers Flintflække, som vi kan finde dem blandt Stenalder- folkets Redskaber. Summen af de ad teknisk Vej indvundne Erfaringer om mineralogiske og geologiske Forhold er dog i Tidernes Løb stedse blevet rigere og rigere og er, om end forholdsvis sent, kommet den geologiske Videnskab tilgode. Fra gamle Dage har man ment at kunne henføre alt, hvad der fandtes paa Jorden, ja overhovedet alt stofligt i Verden til tre store Grupper, de tre Riger som man kaldte dem, nemlig Dyreriget, Planteriget og Mineralriget. Det er en Inddeling*), som man meget vel kan benytte endnu, selv om der kan være enkelte Grænsetilfælde, hvor det undertiden kan være vanskeligt at træffe en Afgørelse, om den eller den Naturting hørte til det ene eller andet Rige. Det, vi her fortrinsvis skal beskæftige os med, er Mineralriget, det er hele den store livløse Natur, hvorfra alt levende er udgaaet, hvad det stoflige angaar, og hvortil Stofferne i alle levende Væsener gaar tilbage igen ved Dyrets eller Plantens Død. Geologien rækker dog langt ud over Mineralrigets stivnede Verden, ret beseet spænder den over alt, hvad der findes og har levet og virket indenfor Jordens vide Kreds, ikke alene alt hvad der røres og har rørt sig paa Jordens Over- flade, men vi maa ogsaa tage Hensyn til Forholdene i Jordens Indre, i Havet og i Atmosfæren. Geologien maa derfor virke sammen med og søge Hjælp hos alle Naturhistoriens forskellige Grene, desuden hos Meteorologien og Fysiken, hos Krystallografien og ikke mindst hos Kemien. Baade den levende og den døde Natur bliver bevæget ved de kemiske og fysiske Kræfters Sammenspil, og disse Kræfter beherskes af de ke- miske og fysiske Love, men i den levende Verden hos Dyr og Planter ser vi dog, at disse Love selvfølgelig ikke paa nogen Maade er forandrede, thi det vilde være en absolut Umulighed, men de er paa en særegen Maade tagnei Brug og benyttede som Virkemidler under *) Dette Indledningsprincip kan føres langt tilbage, men Linné er den første der gav det videnskabelig Gyldighed (1735).