Geologi Og Jordbundslære 1 1910

4 Indledning Overflade og ved Sollysets Magt spaltede Luftens Kulsyre og i sit Indre opbyggede de organiske Stoffer, saa at den voksede og udviklede sig og skabte nye Livscentrer ved Formering; men Spørgsmaalet om Livets Oprindelse paatrænger sig ogsaa med ligesaa stor Magt i Nu- tiden, naar vi ser den ene Række levende Væsener give Liv til en ny Række levende Væsener, opbyggede af det døde Stof fra Omgivelserne og den ringe Mængde levende Stof, Stammeorganismerne afgive. Geolo- gien kan, som anført, ikke løse dette Spørgsmaal, men vi ved dog i Følge de geologiske Undersøgelser, at der har været en Tid i Jordens Historie, hvor der ikke fandtes og ikke kunde være Liv paa Jorden. Vi kan yderligere paavise, at der derefter fulgte en Tid, da Betingelserne for levende Væseners Tilstedeværelse blev gunstige, og at der paa dette Tidspunkt indfandt sig Organismer, hvoraf vi dog endnu ikke kender de allerførste, men kun saadanne, der stammer fra noget senere Tidsrum,, da de allerede havde naaet en forholdsvis høj Udviklingsgrad. Selve Livets Begyndelse er altsaa skjult for os. Hvis vi som Geologer i Ordets strængeste Forstand vil holde os til' vor egen Jordklode, kan vi ret vel danne os Forestillinger om den liv- løse Naturs Oprindelse, om Jordens Fødsel som planetarisk Enkeltvæsen og dens senere Skæbne lige til vore Dage og maaske endda^ gøre et lille Kig ud i Fremtiden. Hvad Jordens ydre Form angaar, ved vi, at den er, hvad man kalder en Omdrejningsellipsoide, den har næsten Kugleform, men er lidt fladtrykt ved Polerne og udbuget ved Ækvator. Forskellen mellem Ækvatorradien og Polarradien er dog ikke stor, da hin er 6377 Kilo- meter, denne 6356 Km. Jorden bevæger sig hastigt rundt om sin egen Akse og fuldfører Omløbet i et Døgn, saa at et Punkt paa Jordens. Overflade ved Ækvator følgelig bevæger sig 471 Meter i Sekundet- Med umaadelig Fart (295000 Meter i Sekundet) svæver den rundt i en noget aflang, men dog næsten cirkelrund Bane (Excentriciteten er ca., Veo) i et bestemt Plan omkring den om sig selv ligeledes drejende Sol- Rundt om Jorden drejer dens Drabant Maanen sig med bunden Ro- tation, saa at den stadig vender samme Halvdel mod Jorden. Vi ser ogsaa, at der i større eller mindre Afstand fra Solen findes andre Pla- neter, saasom Jupiter, Saturn, Venus, Mars o. fl. Alle har de paa lignende Maade som Jorden travlt med stadig snurrende rundt om sig selv at cirkle rundt om Solen. Den hele Familie danner, hvad vi kalder „vort Solsystem“ med Solen (eller rettere Systemets Tyngdepunkt) som Midt- punkt. Betragter man Himmelrummet med et kyndigt Øje, anes Til- stedeværelsen af andre lignende Solsystemer i Rummets umaalelige Dyb. Enhver Stjerne, ethvert System har sin nøje begrænsede Virksom-