Geologi Og Jordbundslære 1 1910

Indledning 5 hed og synes at have været beskæftiget saadan fra „Evighed og til Evighed". Kun engang imellem kommer der en Komet farende „fra det yderste Thule“ og „gør Astronomerne Kludder i Regnskabetmen selv Kometerne, disse Løsgængere med saa excentrisk Livsførelse, viser sig, naar deres Færden kommer under Astronomernes kyndige Betragtning, ogsaa at lystre de samme Love for Bevægelse og Omdrejning, om end deres Baner kan have andre Former af Keglesnit end Ellipserne og ligger i andre Planer end Banerne for Planeterne, der sammen med deres „Paahæng“ Drabanterne er at ligne ved Familier med alt paa det tørre i bestemte borgerlige Beskæftigelser fri for Kometernes udsvævende Lyster. Den kølige Klarhed og regelbundne Ro, der hersker over Astrono- mien som Videnskab, er dog kun erhvervet ved fortsatte Anstrengelser og indgaaende Undersøgelser af den grublende Menneskeaand gennem Aartusinder. Astronomien er en af de allerældste og ærværdigste Grene paa Naturvidenskabens Træ. Saalangt vi kan gaa tilbage i Historien, ser vi, at Menneskene har haft deres Opmærksomhed fæstet paa Stjerne- himlen og har med Ærefrygt iagttaget, hvad der foregik der, men Betin- gelserne for og om man vil Begavelsen til at anstille nøjere Iagttagelser paa dette Omraade har været højst forskellig hos de forskellige Folkeslag. I vor nordiske Oldtid gjorde man mange astronomiske Iagttagelser1), men udelukkende i praktiske Øjemed. Man havde ikke Sans for Spe- kulationerne over Tingene paa Himlen og var mere materielt anlagt. Kampen for Tilværelsen nødte desuden til en stærk Opmærksomhed paa de jordiske Ting, men vi ved dog, at vore gamle nordiske Forfædre, da de begyndte at fare til Søs, meget vel kendte de enkelte Stjerners og Stjernebilleders Stilling og forstod at indrette deres Sejlads derefter. De kunde uden Kompas udføre en regelmæssig Befaring baade paa Island og paa Grønland, hvortil det fra Danmark og Norge ikke var muligt at „sejle paa Landkendingsom man ellers mest yndede; Stjernerne og Vinden viste dem Veien. Vi gaar Syd paa til de ældgamle Kulturcentrer „i Østerland" og kan her gaa langt længere tilbage i Tiden og træffer hos Kaldæerne de første Vidnesbyrd om en egentlig videnskabelig Astronomi2) Mesopota- miens og Assyriens rene og tørre Luft paa de flade Sletter maa have været særlig egnet til astronomiske Iagttagelser, og Folkeslagene her havde en særegen Natursans sammen med en stor mathematisk Bega- velse og Evne til at sysle med Ting i Tankens Rige. Fra Kaldæerne og Assyrerne gik de astronomiske Kundskaber over til Fønicierne og Ægyp- terne for atter at tages i Arv af Grækerne. De græske Filosofer paa- virkede i senere Tidsrum de Lærdes Kreds ved Skolen i Alexandria, og