Geologi Og Jordbundslære 1 1910

6 Indledning herfra gik endelig langt senere Kundskaberne over til Araberne i Kairo og Cordova i Spanien. Gennem dem paavirkes de middelalderlige Lærde i Europa, fra hvilke Forskningerne direkte blev fortsatte af Mænd med saa store Navne indenfor Astronomien som Kopernikus, Tycho Brahe og Kepler. Alle disse var beskæftigede*med at iagttage Himellegemernes Bane og med at beregne Lovene for deres Bevægelse. Hvad Jorden selv angaar, saa lærte allerede Thales fra Milet (600 f. Chr.), at Jorden var en Kugle i Verdensrummets Centrum, og Pythagoras (580—530 f. Chr.) og Aristoteles (384—322 f. Chr.) var af samme Mening. Athe- nienseren Eratosthenes, der var ansat ved det store Bibliothek i Alex- andria, foranstaltede (200 Aar f. Chr.) en Gradmaaling, der, naar man tager de ufuldkomne Instrumenter i Betragtning, maa siges at være kommen Sandheden paafaldende nær. Cicero (106—43 f. Chr.) og Plutark (46—120 e. Chr.), der gennem deres Skrifter fik stor Ind- flydelse paa Eftertiden, havde ligeledes meget rigtige Anskuelser om Verdensbygningen og forplantede disse Anskuelser videre, men en grun- dig Bom blev slaaet for al sund naturvidenskabelig Tænkning af Kirke- fædrene anførte af Augustinus (353—430 e. Chr.), der stillede For- tolkningen af det gamle Testamente op som Rettesnor for, hvad den fri Forskning maatte lære. Deres mægtige Indflydelse bandt Tankerne helt ned til det 16de Aarhundrede og delvis endnu langt længere ned i Tiden. Det egentlige haandgribelige og uimodsigelige Bevis for, at Jorden var rund, blev dog givet ved Nlagelhaens Jordomsejling (1519— 21), selv om man længe havde set, at det var Jordens runde Skygge, som man saa paa Maanen under Maaneformørkelserne. Ved praktiske Arbejder i Naturen kunde man ikke undgaaa at blive opmærksom paa, at visse Stenlag indeholdt Dyre- og Plantefor- steninger, men det varede længe, inden man blev klar paa deres rette Natur. Den berømte arabiske Lærde Avicenna, der levede i det Ilte Aarhundrede, skal have udtalt den Mening, at Forsteningerne var Naturspil fremkomne ved et tilfældig Lune af Naturen. Andre ansaa dem for de første ufuldkomne Forsøg, der under Skabelsen var gjort paa at lave Dyr og Planter, en Anskuelse, som ikke er helt urigtig, set under Evolutionslærens Synspunkt. Den italienske Kunstner og Ingeniør Lionardo da Vinci (1452—1519) var en af de første, som havde en rigtig Opfattelse af Forsteningernes Natur. Ogsaa den danskfødte Niels Stensen (1638—86), der levede en Tidlang i Florents, bidrog noget til at klare Spørgsmaalet om Forsteningernes Herkomst, men i omtrent hundrede Aar holdt endnu største Parten af de lærde fast paa de gamle Anskuelser om Naturspil. Det maa her siges, at den mosaiske Skabelses- teori, som man fra Genesis’ storstilede Epos udpindede i spidsfindige