Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

268 Historisk Geologi Sønderbrydninger og Forskydninger efter bestemte Brudlinjer i Egnen om Kristianiafjord. Væsentlig efter den norske Geolog K. O. Bjørlykke hidsættes følgende Be- skrivelse af Forholdene i Norge: „Silurlagene maa være afsat paa dybt Vand, men i Begyndelsen af Devontiden steg Landet. Der dannede sig en mægtig Rynke i Jordskorpen i SSV.-NNO.-lig Retning over det vestlige og nordlige Norge nordover til Spitsbergen og sydvestover til Skotland, dette var Anlæget af den norske Fjeldkæde. Paa samme Tid opstod SO. for Fjeldkæden, i Strøget mellem Mjøsen, Kri- stianiafjord og Langesundsfjord vældige Sprækker. Jordskorpen spaltedes derved i Flager, hvoraf nogle sank ned, medens Fjeldgrunden i Øst og Vest blev staaende igen. Det sunkne Parti benævnes af Geologerne „Kristianiafeltet«. Ved Begyndelsen af Fjeldkædedannelsen og under Indsynkningen af Kristianiafeltet trængte eruptive Smeltemasser op fra Dybet og dannede de store, yngre Eruptivmasser i Norge. De vigtigste af disse er Jotunfjeldenes Gabbromasser Gabbro og Granit i Sogn, Hallingdalen (m. fl. St.). Disse Eruptivmasser er dog blevet stærkt omdannede under Fjeldkædedannelsen, saa at de nu mange Steder har faaet et gneisagtigt Præg. Mindre omdannet er Gabbromasserne ved Ekern- sund Lofoten, Lyngenfjeldene (m. fl. St.). I Kristianiafeltet trængte ogsaa Smelte- masser frem, disse randt dels udover som Lavastrømme i Overfladen og dannede Porfyi dækker, dels størknede de under Overfladen og dannede Dybbjergarterne Gabbro, Syenit og Granit; de sidste Eruptivmasser trængte frem paa Spræk- ker og dannede Diabas- eller Grønstengangene. I Kristianiafeltet, hvor store Flager af Jordskorpen sank ned — i det sydlige henimod 2000 Meter — blev Silurlagene bevaret dels ved Indsynkningen, dels derved, at de blev dækket og beskyttet af Porfyrdækker og andre Eruptivmasser. I de tilgrænsende Strøg baade mod Vest og Øst har derimod de nedbrydende Kræfter under de paafølgende Tidsrum borttæret og bortført baade Porfyrdæk- kerne og Silurlagene, saa at Grundfjeldet nu træder i Dagen. Ogsaa en Del af Grundfjeldet er maaske strøget med under denne lange Denudationsperiode.“ Kulformationen. Under den egentlig produktive Kulformation findes mange Steder ovenpaa de devoniske Lag uden skarp Grænse lejret en mægtig Lag- serie dels bestaaende af Konglomerat, Sandsten og Skifer dels af Kalk- lag. Disse Lag gaar dels under Navnet Culm*), dels Bjergkalken eller eller den subcarboniske Afdeling. Disse Lag naar i England og Irland en Mægtighed af c. 1500 Meter og findes ogsaa i anselig Mægtighed mange andre Steder i og udenfor Europa, hvor Kulformationen op- træder. Culmlagene er dannet i Saltvand og indeholder ofte Levninger af en Mængde forskellige Havdyr tildels af de samme Typer, som fandtes i Devontiden. Trilobiterne er dog sunket ned til en enkelt Slægt, og „ Skjoldfiskene “ synes paa det nærmeste at være uddøde, derimod *) Culmbeds er en engelsk Betegnelse, først benyttet i Devonshire for urene Kullag. Culm betyder egentlig „Smeddekul“.