Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 285 fuglefodede“. Stegosaurierne er mægtig store Kæmpeøgler, mer eller mindre be- skyttet med et Huddække sammensat af Benplader. Hertil hører den 7—8 M. lange Stegosaurus ungulatus (Fig. 177), Ceratopsierne, de store hornede Øgler hvorimellem den senere afbildede Triceralops prorsus (Fig. 186), der kunde blive 8—10 M. lang. Blandt Ornithopoderne var der Former, der i Skikkelse og Bygning meget minder om Fugle. En Familie udgøres af Iguanodontidae, kæn- gurulignende Former med korte Forben med fem Fingre og lange Bagben med tre Tæer. Hertil hører den over 10 M. lange Iguanodon Bénissartiensis (Fig. 184) fra Belgiens ældste Kridt. En anden Familie af denne Orden er Trachodontiæ, hvorimellem den over 12 M. lange Hadrosaurus (Fig. 188) fra Nordamerikas Kridt. Dinosauriernes geologiske Udbredelse er, saavidt man ved, indskrænket udelukkende til den mesozoiske Tid eller Krybdyrenes Tidsalder. De første Spor af denne Dyregruppe blev fundet i nedre Trias og gennem dette Tidsrum tiltog de rask i Antal og Størrelse. I Juratiden har de været overordentlig talrige og overgaar i Størrelse og Formforskellighed alle andre Former af Hvirveldyr. Gen- nem hele Kridttiden var de repræsenteret ved mange mærkelige og højst spe- cialiserede Typer, men ved Slutningen af dette Tidsrum uddøde de øjensynligt allesammen. Den vide geografiske Udbredelse, som disse Dyr har haft, er ogsaa af In- teresse. Nordamerika synes at have været beboet af det største Antal af de for- skellige Former, men Sydamerika synes at have huset nogle af de kæmpemæs- sigste Former, man kender. Europa staar nær ved Amerika med Hensyn til Forekomsten baade af smaa og store Former. I Afrika, Australien og Asien har man ogsaa fundet karakteristiske Levninger af disse Dyr og vil utvivlsomt finde flere, naar Jordlagene bliver bedre undersøgt. De geologiske Horisonter, hvori man i Amerika har fundet Dinosaurier, synes i Hovedsagen at være ganske de samme som de, hvori man i Europa har fundet de tilsvarende Former. Over Pattedyrenes første Optræden hviler der endnu en vis Dunkelhed; der er sandsynligvis allerede i Slutningen af den palæo- zoiske Tid fremkommet lavtstaaende Overgangsformer som Kl o ak dyr, beslægtet med Nutidens æglæggende Myrepindsvin og Næbdyr*), men Resterne er faa og vanskelige at skelne med Sikkerhed. Men fra de mesozoiske Aflejringer kender man Rester af sikre Pattedyr, der repræ- senterer det næste Skridt i Udviklingen aplacentale Pattedyr (Pung- dyr). Det var dog længe kun smaa og uanselige Former i nær Slægt med Nutidens Pungrotter o. 1. De senere Former er en Tidlang blevet antaget at høre til Insektædernes Orden efter deres Tandsystem, men Undersøgelsen af Skelettet viser, at de ogsaa var Pungdyr**). Fuglene *) Disse Dyr har dog hver for sig undergaaet en særlig Udvikling, der har fjernet dem fra de oprindelige Stamformer. Saaledes er Næbet hos Næbdyret en senere erhvervet Karakter. Fosteret og de spæde Unger har Tænder, der viser, at Stamformen ogsaa havde Tænder. **) Der ligger dog sandsynligvis i denne Lighed flere Forhold af Interesse, dels i Henseende til Udviklingslæren, dels til Forklaring af den tidligere saa gaadefulde pludselige Uddøen af de vældige Krybdyrformer i Kridttiden og deres