Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 341 Oligocæn. Den ansete tyske Palæontolog H. E. Beyrich (1815— 1896) var den første, der paaviste, at der mellem de yngre eocæne Dannelser og ældste miocæne Dannelsers Aflejringstid maatte være hengaaet overordentlig lange Tidsrum. Aflejringerne fra dette Tidsrum foreslog Beyrich 1854 at benævne Oligocæn, hvilket Navn senere hen blev almindelig antaget. Lagene fra denne Periode viser ligesom de <andre tertiære Lag temmelig forskellig Facies, eftersom de er dannet i Saltvand, Ferskvand eller paa Landjorden. I England findes oligocæne Dannelser særlig paa Øen Wight, men har ikke større Betydning*). Derimod findes i Pariser-Bækkenet bl. a. særlig to Aflejringer, som er .af megen Interesse. Den underste er: Gibsen fra Montmartre, den överste: Fontainebleau-Sandstenen, Grés de Fontainebleau. Gibsen fra Montmartre strækker sig som et 15—20 M. mægtigt Lag under en Del af Paris. Det er en Lagune- eller Saltsødannelse, der indeholder nogle Skaller af Saltvandsbløddyr, men er i Særdeleshed blevet bekendt -ved den store Mængde Skeletdele af Pattedyr, som den indeholder. Det A^ar væsentlig fra disse Lag, at Cuvier fik Materiale til sine berømte Undersøgelser over de uddøde Dyreformer. Fontainebleau-Sandsten er <en Saltvandsdannelse med Rester af marine Skaldyr. Sandstenen danner paa Grund af Forvitring og Erosion meget maleriske Klippepartier i Parken ved Slottet i Fontainebleau, i Lighed med Kvadersandstenens Erosionsrester i „Sachsisk Schweitz“. Fra senere Afsnit af den oligo- <cæne Tid haves i Pariser-Bækkenet forskellige Lag af Mergel og Fersk- vandskalk, der afsattes i den lave sumpige Landstrækning, der opstod i <disse Egne, efter at Havet havde trukket sig tilbage. I Sydfrankrig, Sydvesttyskland og tilgrænsende Dele af Schweitz lindes mange Steder langs Dalsiderne og i Dalsænkningerne ret anselige Lag af oolitisk Jernokker eller Brunjernsten, som man har givet Navnet Bønnemalmformationen. Lagene, der kan naa over 30 M. Tykkelse, <er udskilt af Kilder med jernholdigt Vand. Bønnemalmlagene indeholder ‘en stor Mængde Skeletdele af Pattedyr, som viser sig at være af de samme Dyrearter som i Montmartregibsen og stammer derfor ogsaa fra Eocæntiden. Desuden findes i Bønnemalmlagene Levninger af en Mængde andre Dyr samt Planter, der ofte er bevaret i særdeles vel- konserveret Form, da den bløde Jernokker, hvori Dyrene og Plante- resterne i sin Tid sank ned, har frembragt en fuldstændig naturtro Af- støbning selv af Dyrenes Bløddele, af Fluer og Sommerfugle og af de fineste Detailler hos Blomster og Blade. Lagene frembyder derfor megen Interesse i geologisk Henseende, og Bønnemalmen har desuden teknisk Anvendelse som Jernmalm flere Steder i Jurabjergene. *) De Side 323 omtalte store vulkanske Udbrud i Irland, Skotland, Fær* <øerne og Island har sandsynligvis for en Del fundet Sted i oligocæn Tid.