Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

350 Historisk Geologi ledes opstod de 1400 M. mægtige Saltlag ved Wielizka i Galizien, og fra Kaukasus strækker sig gennem Armenien og Persien helt ind i In- dien en bred Strækning, hvori der paa mange Steder findes Gibs- og Stensaltlag, som maa anses opstaaet i Slutningen af den miocæne Tid, da Havet dels trak sig tilbage, dels blev afspærret i isolerede Lavninger, hvor Vandet fordampede og efterlod Saltene. De miocæne Pattedyr viser et betydelig mere fremskredent Stade i Udviklingen end de tidligere omtalte oligocæne Former. Hesteformernes Udvikling er allerede tidligere blevet berørt (Side 327), og det samme Fig. 214. Fordelingen af Hav og Land i Slutningen af Miocæn- tiden (efter Osborn). * Fayum. Pilene viser Udbredelsesretningerne for de miocæne Elefanter. gælder de elefantagtige Dyr. I de mellemste miocæne Lag i Europa og Asien finder man mange Steder Levninger af Tetrabelodon angustidens (Side 336) og i de senere miocæne Lag andre Mastodonter, som staar endnu nærmere ved de nulevende Elefanter. Samtidig hermed optræder en nu helt uddød Slægt af Proboscidea, af hvilken Fig. 215 gengiver Hovedskallen af Dinotherium giganteum. Denne Art var ikke saa lidt større end en Elefant, som den iøvrigt maa antages at have lignet i Udseende. Den havde ingen Stødtænder i Overkæben, men fra Under- kæben ragede et Par vældige krumme Hugtænder nedad. Dinotherium- gruppen omfatter forskellige Arter, der døde ud i pliocæn Tid. Adskillige Arter af Næsehorn med og uden Horn kendes ogsaa fra miocæne Lag og ligeledes forskellige Svineformer, samt de første Anti- loper og Hjorte. De første ægte Hjorte, der nu optræder, mangler Horn, men noget senere optræder Hjortearter med et enkelt gaffeldelt „Gevir"