Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 353 men desuden enkelte Viftepalmer, Sagopalmer og visse Arter af Figen- træ og Akacie, der nu kun findes i Egne med meget varmt Klima. Ligesom i Dyreverdenen fandtes i Planteverdenen i de mellemeuro- pæiske Miocænlag en mærkelig righoldig Samling af Typer og Arter, som nu lever spredt og adskilt over store Strækninger. Blandt de mio- cæne Plantearter fra Mellemeuropa finder man saaledes Former, hvis nærmeste Slægtninger eller nærmest tilsvarende Typer nu maa søges dels i Lilleasien, i Persien, China, Japan og den sydlige Del af Nord- amerika. Menneskets Optræden i Miocæntiden. En meget karakteristisk Forskel mellem Mennesker og selv den Menne- skerne nærmest staaende Dyreart er utvivlsomt Menneskets Evne til at gøre Brug af Redskaber som Værktøj og Vaaben. Blandt saadanne har Ægredskaber af Sten hyppigst af Flint med tilfældig tilstedeværende eller med Forsæt til- dannet Æg indtaget om end næppe den allertidligste, saa dog en meget tidlig Plads i alle Menneskestammers Tilværelse. Enhver Sten, der har været benyt- tet, kommer til for det kyndige Øje at bære Mærker af Brugen eller af Tildan- nelsen, men har Brugen kun været kortvarig eller Tildannelsen ufuldstændig og flygtig, kan Mærkerne ofte være tvivlsomme og vanskelige at tyde med Sik- kerhed. Adskillige højtbegavede Dyr, saasom Aber og Elefanter m. fl., kan vel læres til at bruge Redskaber, men man kender ingen Dyreform, der under na- turlige Forhold har fundet paa at tildanne og benytte Flint til Redskaber. Man maa derfor være berettiget til, naar man i Naturen finder Sten, der har Mærker af bestemt Brug eller viser Mærker efter Tildannelse, at fastslaa, at disse Slid- mærker eller Tildannelsesmærker hidrører fra Menneskers Virksomhed. Vi kan derfor ikke forlade Omtalen af Forholdene i Miocæntiden uden kort at berøre de forskellige Fund af Stenbrudstykker fra miocæne Lag, der af Mennesker for- mentlig har været benyttet og tildels forarbejdet til Redskaber. Den berømte franske Arkæolog G. de Mortillet (1821 —1898) har allerede for mange Aar siden givet Navnet Eoliter til visse formentlig af Mennesker bearbejdede Stenbrudstykker fra meget gammel Tid. Navnet er optaget igen af senere Forskere, og nu bruges Eoliter fortrinsvis om de i miocæne Lag fundne Flintfliser og Flintstykker, der efter nogles Mening er tilhugget af Men- nesker altsaa er Kunstprodukter, efter andres Mening derimod Naturprodukter, fremkommet ved Sol- eller Frostsprængning af Flinten eller paa anden af Natur- kræfterne foraarsaget Vis. Vanskeligheden ligger i, at det i mange Tilfælde er ganske umuligt, selv for den kyndigste Forsker at afgøre, hvad der er et Kunst- produkt, og hvad der er et Naturprodukt, naar det drejer sig om en afsprængt Flintflis uden tilstræbt Bearbejdelse. Selv den Slagkegle, der fremkommer ved Slag paa en Flintblok, er ikke i ethvert Tilfælde virkelig Bevis paa, at Slaget er frembragt af en Slagsten eller Slagstok (Hjortetak) i et Menneskes Haand. Der kan ad rent naturlig Vej frembringes Flintfliser med Slagmærker, fx. ved at en Flintblok ruller ned ad en Skraaning og tørner mod en anden Sten o. s. v., og næppe nogen vil være i Stand til at gøre Forskel mellem saadanne enten paa den ene eller anden Maade afslagne Flintfliser. Saadanne formentlige Stenalderfund som Eoliterne, hvor Beskaffenheden af 23