Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 355 Forsker A. Rutot ved Mons i Belgien, som det synes dog i Lag fra langt yngre Tid end Miocæntiden. Det bør dog ikke skjules, at mange ansete Arkæologer endnu stiller sig meget tvivlende overfor Eolitfundene, og navnlig ikke vil erkende Eoliterne for at være af Mennesker forarbejdede eller benyttede Redskaber. Herom vil der næppe kunne faas Enighed, før et heldigt Tilfælde lader Forskeren finde Men- neskeknogler i de eolitførende Lag, men dette er endnu ikke sket paa noget eneste af Findestederne. Imod Eoliternes Oprindelse fra Menneskehaand er der fra visse Sider endog fra en saa anset Forsker som den franske Geolog A. de Lapparent*) blevet an- ført, at den formodede Tilsynekomst af Mennesker allerede i miocæn Tid vilde være en høj Grad af Utidighed, „en Anakronisme". Men herimod maa anføres, at Miocæntiden med sit herlige Klima og de noget nær paradisiske Forhold med Hensyn til Dyre- og Planteverdenens rige Udvikling netop maa synes særlig egnet til at hæve den særlige Gren af de antropomorfe Former, hvorfra Mennesket er udgaaet, op til Menneskestade. Dertil kommer den Omstændighed, at de ubestridelige Spor, der træffes af Mennesker i det efter Tertiærtiden umiddelbart følgende Tidsafsnit viser, at Menneskene paa dette Tidspunkt allerede havde undergaaet en saa betydelig aandelig Udvikling, at der nødvendigvis maa for- udsættes en Oprindelse i en langt forudgaaende Tid. Pliocæn. Den allerede i Miocæntiden stærkt fremskredne Hævning af Landstrækningerne omkring Vesterhavet og Østersøen fortsattes i det følgende Tidsafsnit, Pliocæntiden, saa at der nu kun er smaa havdæk- kede Rester af de tidligere store Havarme tilbage i det sydostlige Eng- land, i Holland og de tilgrænsende Dele af Nordtyskland. I Sydeuropa har Havet derimod i visse Perioder af Pliocæntiden haft en betydelig Udstrækning, saa at der gennem Rhonedalen gik en Fjordarm langt op i Frankrig, samtidig med at Italien var nedsænket under Havfladen, saa at kun de højeste Dele af Apenninerne var oven Vande. Sicilien var dybt nedsænket i det pliocæne Middelhav, men blev i Løbet af Pliocæn- tiden hævet op, samtidig med at Ætna skød tilvejrs. Man har derfor ogsaa i Italien og paa Sicilien marine pliocæne Lag af over 1000 M. Mægtighed. I Fig. 216 er efter A. de Lapparent's Udkast givet en Kaartskitse over Fordelingen af Hav og Land i Begyndelsen af Pliocæntiden. Det store Indhav, der i Oligocæn- og tildels i Miocæntiden strakte sig over Østrig-Ungarn og Sortehavet Øst paa, er nu omtrent forvandlet til Salt- sumpe, en Forandring, der, som omtalt (Side 349-50), allerede var begyndt *) A. de Lapparent slutter sig til en tidligere Udtalelse af Englænderen Boyd-Dawkins. 23*