Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

366 Historisk Geologi Han fortæller selv, hvorledes han allerede 1814 havde hørt saadanne Anskuelser fremsat af en gammel Praktiker paa Gletschervæsenets Omraade, Gemsejægeren Perraudin, der var Charpentier’s „Fører“ paa en Alpetur; men først en Snes Aar senere blev C. gennem en lang Række fortsatte Studier overbevist om, at der havde været en saadan Istid i Alperne. En Mængde Alpeforskere beskæftigede sig nu i den følgende Tid med dette Spørgsmaal. Den mest bekendte Forfægter af Isteorien var L. Agassiz, der gik endnu langt videre end Charpentier, idet han i 1840 fremsatte Anskuel- sen om, at omtrent hele Europa Nord fra til et Stykke ned i Italien havde været bedækket af uhyre Isbræer, der fra de højere liggende Partier havde ført det løse Materiale ud over Lavlandet og havde ind- ridset Skurstriberne paa den faste Klippegrund. Agassiz gik herved aabenbart meget for vidt, da man langt fra i hele Europa kan paavise Sporene af en Istid; mange af Englands, Frankrigs og Tysklands Geo- loger sluttede sig derfor ikke til Agassiz’s Teori, men hældede til for- skellige Anskuelser, som imidlertid var blevet fremsat af andre, selv om disse Teorier ikke var mindre fantastiske eller mere vel begrundede end Agassiz’s Isteori. Blandt de forskellige Forskere, der beskæftigede sig med Undersøgelser over de løse Jordlags Oprindelse, maa dog med Ære nævnes to Mænd, der ved omhyggelige Studier af Naturforholdene dels i Norge dels i Nordtyskland, længe før nogen af deres samtidige havde løst Spørgsmaalet om de løse Jordlags Oprindelse. Den ene af disse var Jens Esmark, født 1763 i Hovlbjerg ved Grenaa. Efter at han grundigt havde uddannet sig i Bjergværksvidenskaben hos de bedste Lærere i Udlandet, virkede han i 40 Aar i Norge dels som Leder af Kongsberg Sølvværk, dels som Professor i Geologi ved det ny- oprettede Universitet i Kristiania. Han var en udmærket Naturiagttager og havde Lejlighed til at paavise Gletschermærker og Moræner paa Steder (særlig i Lysefjorden), hvor der nu ikke findes Gletschere. Han kom derved (1824) til den Anskuelse, at der havde været en Istid, i hvilken Norges Gletschere havde haft en langt større Udstrækning end nu. Havet havde været et Ishav opfyldt af Drivis og Isbjerge. Med Hen- syn til Tidspunktet for denne Istid begik Esmark, som allerede omtalt (Side 231), dog en Fejltagelse. Den anden Mand var Tyskeren A. Bernhardt, Professor ved Forst- akademiet i Dreissigacker (Sachsen-Meiningen), der 1832 søgte at vise, at de i det nordtyske Lavland i Mængde forekommende Blokke af nordisk Herkomst er Moræneblokke, der stammede fra en Tid, da Polens Isdække havde haft en langt større Udbredelse end nu. Men der var ingen, der tog noget Hensyn til Esmarks eller Bern-