Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

 Historisk Geologi 367 hardis Arbejder, og de gik ganske i Forglemmelse, indtil de 3A Aarhun- drede senere blev draget frem af Litteraturens Pulterkamre, efter at Istiden var blevet en Kendsgerning fastslaaet ved andre Forskeres Arbejder. Agassiz’s Anskuelser om hele Europas Nedisning vandt, som omtalt, for Nord- og Mellemeuropas Vedkommende ingen videre Tilhængere, og Esmarks og Bernhardis Arbejder blev der ikke taget noget Hensyn til, men to andre Hypotheser havde hver til sin Tid fanget Opmærksom- heden. Den dygtige svenske Kemiker og Geolog N. G. Sefström (1787— 1845) havde Lejlighed til at iagttage og maale Skurstriberne paa Klippe- grunden mange Steder i Sverrig og var ogsaa den første, der gjorde op- mærksom paa Skurstriberne paa Kalkstenen ved Riidersdorf ved Ber- lin*), der et halvt Aarhundrede senere kom til at spille en stor Rolle, som vist i det efterfølgende. Sefström fremkom i 1836 paany med en allerede tidligere af Franskmanden Saussure fremsat Teori om, at Nord-Europa var blevet overskyllet af en uhyre Vandflod, der fra Sverig og Norge havde væltet sig ud til alle Sider og skyllet Grus og Sten ud over Rus- land, Mellem-Europa og det meste af England. Da denne petridilauniske Flod med ubeskrivelig Vælde førte Stenblokkene hen over Klippegrunden, frembragte den derved de regelmæssigt indridsede Skurstriber. Mange af Datidens mest indflydelsesrige Videnskabsmænd, saaledes Leopold v. Bach, Alexander v. Humboldt og deres talrige Tilhængere sluttede sig til Sefströms Teori om „den klippevæltende Flod“. Mage til Vandflod havde man dog aldrig set paa Jorden, den maatte have været af en rent ufattelig Voldsomhed for at kunne skylle Klippe- blokke saa store som Huse fra Sverig langt ind i Rusland og ned i Tyskland. Hypothesen kunde derfor ikke blive staaende i Længden og blev afløst af en anden, som dog i adskillige Retninger var mere i Over- ensstemmelse med Naturkræfternes nuværende Virkemaade. Baade i England og Sverig havde man set, at der flere Steder fandtes marint Ler og Skaldyr opkastet af Bølgeslaget i fordums Dage. Leret og Skal- dyngerne indeholdt Skaller af Muslinger, Snegle, Balaner og andre Havdyr, som nu lever under polare Forhold i det nordlige Ishav. De forskellige engelske og franske Ekspeditioner, som netop i den første Halvdel af forrige Aarhundrede havde besøgt de nordlige Have, havde gentagne Gange haft Lejlighed til at se Isbjergene og Isflagerne saa bedækket med Sten og Grus, at man i Begyndelsen antog dem for op- dukkende Øer. Ved Isbjergenes Smeltning paa sydligere Bredder, maatte *) Egentlig var det Forvalteren ved Kalkbruddet, der gennem den berømte Kemiker G. Rose gjorde Sefström opmærksom paa Skurstriberne.