Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 414
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Historisk Geologi 367
hardis Arbejder, og de gik ganske i Forglemmelse, indtil de 3A Aarhun-
drede senere blev draget frem af Litteraturens Pulterkamre, efter at
Istiden var blevet en Kendsgerning fastslaaet ved andre Forskeres
Arbejder.
Agassiz’s Anskuelser om hele Europas Nedisning vandt, som omtalt,
for Nord- og Mellemeuropas Vedkommende ingen videre Tilhængere,
og Esmarks og Bernhardis Arbejder blev der ikke taget noget Hensyn
til, men to andre Hypotheser havde hver til sin Tid fanget Opmærksom-
heden.
Den dygtige svenske Kemiker og Geolog N. G. Sefström (1787—
1845) havde Lejlighed til at iagttage og maale Skurstriberne paa Klippe-
grunden mange Steder i Sverrig og var ogsaa den første, der gjorde op-
mærksom paa Skurstriberne paa Kalkstenen ved Riidersdorf ved Ber-
lin*), der et halvt Aarhundrede senere kom til at spille en stor Rolle, som
vist i det efterfølgende. Sefström fremkom i 1836 paany med en allerede
tidligere af Franskmanden Saussure fremsat Teori om, at Nord-Europa
var blevet overskyllet af en uhyre Vandflod, der fra Sverig og Norge
havde væltet sig ud til alle Sider og skyllet Grus og Sten ud over Rus-
land, Mellem-Europa og det meste af England. Da denne petridilauniske
Flod med ubeskrivelig Vælde førte Stenblokkene hen over Klippegrunden,
frembragte den derved de regelmæssigt indridsede Skurstriber. Mange
af Datidens mest indflydelsesrige Videnskabsmænd, saaledes Leopold
v. Bach, Alexander v. Humboldt og deres talrige Tilhængere sluttede
sig til Sefströms Teori om „den klippevæltende Flod“.
Mage til Vandflod havde man dog aldrig set paa Jorden, den maatte
have været af en rent ufattelig Voldsomhed for at kunne skylle Klippe-
blokke saa store som Huse fra Sverig langt ind i Rusland og ned i
Tyskland. Hypothesen kunde derfor ikke blive staaende i Længden og
blev afløst af en anden, som dog i adskillige Retninger var mere i Over-
ensstemmelse med Naturkræfternes nuværende Virkemaade. Baade i
England og Sverig havde man set, at der flere Steder fandtes marint
Ler og Skaldyr opkastet af Bølgeslaget i fordums Dage. Leret og Skal-
dyngerne indeholdt Skaller af Muslinger, Snegle, Balaner og andre
Havdyr, som nu lever under polare Forhold i det nordlige Ishav. De
forskellige engelske og franske Ekspeditioner, som netop i den første
Halvdel af forrige Aarhundrede havde besøgt de nordlige Have, havde
gentagne Gange haft Lejlighed til at se Isbjergene og Isflagerne saa
bedækket med Sten og Grus, at man i Begyndelsen antog dem for op-
dukkende Øer. Ved Isbjergenes Smeltning paa sydligere Bredder, maatte
*) Egentlig var det Forvalteren ved Kalkbruddet, der gennem den berømte
Kemiker G. Rose gjorde Sefström opmærksom paa Skurstriberne.