Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

368 Historisk Geologi Stenene og Gruset blive aflejret paa Havbunden, og som tidligere (Side 199) omtalt, er der ved New-Foundland opstaaet store undersøiske Banker ved Isbjergenes Transport og Aflæssen af løst Materiale paa disse Steder. Disse forskellige Iagttagelser gav Anledning til, at Charles Lyell 1845 fremsatte sin Driftteori eller Drivisteori, som i omtrent 30 Aar blev den herskende, navnlig i England, Frankrig, Nordtyskland og ligeledes i Nordamerika. Efter Lyell’s Driftteori havde hele den paa Kaartet Fig. 220 med hvidt betegnede Strækning af den nordlige Halvkugle været bedækket med et Ishav opfyldt af Isbjerge, der ved deres Smelt- ning havde aflejret de løse Jordlag. Skurstriberne paa Klippegrunden maatte man efter Lyell nærmest antage var blevet frembragt ved, at Isbjergene drevet afVind og Strøm havde skuret hen over Klippebunden. Driftteorien havde haft flere Forløbere baade i Europa og Nordamerika*), men først ved Støtte af Lyell’s mægtige Autoritet slog den igennem og blev den herskende. For saa vidt det drejede sig om de store løse Flyt- blokke: de erratiske Blokke, som fandtes spredt over store Strækninger af Europa og Nordamerika, kunde Lyell’s Driftteori nok siges at have nogen Sandsynlighed for sig, da Isbjerge bevisligt kan flytte rundt med saa store Blokke, men naar det kom til Forklaringen af Skurstriberne,, som overordentlig regelmæssig dækker Klippefladerne mange Steder i Skandinavien, maatte man blive meget betænkelig. Det viste sig ved nærmere Undersøgelse, at Skurstriberne i Hovedsagen peger ud ad fra Skandinaviens Højderyg, saa at Bevægelsen, der har frembragt dem, maa være udgaaet herfra ned gennem Dalene og udover Lavlandet. Paa Hundreder af Kilometer lange Strækninger har Skurstriberne samme Retning, uanset om man maalte dem højt oppe i Dalbunden eller tusinde Meter lavere nede ude i Dalens Munding. Det var grumme vanskelig at tænke sig, at en saa regelret Afhøvling over Bjerg og Dal var blevet frembragt af de for Vind og Vove regelløst frem- og tilbagedrivende Is- bjerge. Nogen Støtte for denne Antagelse havde man dog i de grøn- landske Isfjorde, hvor de kalvende Bræer i Fjordenes Indre frembringer en Strøm af Isbjerge og Kalvis, der søger ud gennem Fjorden. Men i endnu større Grad maatte der fremkomme Betænkeligheder ved An- tagelse af Driftteorien, da man nærmere fik undersøgt de Jordlag, som dækker største Delen af de Omraader i Europa og Nordamerika, som ifølge Driftteorien skulde have været Havbund. *) Finnen Karl Frederik v. Wrede (1794), Skotten James Hall (1834), Ame- rikaneren Peter Dobson (1826) m. fl. havde alle paa de angivne Tider udtalt sig i samme Retning som Lyell senere, men Lyell var den første, hvis Udtalelser slog igennem.