Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

374 Historisk Geologi Paa den anden Side har Norge ogsaa stærk Nedbør og er beliggende i lige saa ringe Afstand fra Polen som Grønland, men er paa Grund af sit varme Klima (Golfstrømmen) ikke mere Centret for nogen sammen- hængende Indlandsis, selv om der endnu findes betydelige Rester af den kvartære Isbedækning levnet i Norge (Justedalsbræomraadet, Svart- isen, Frostisen m. m. fl.). Man har ogsaa henvist til, at Aarsagen til Istiderne laa i, at større Strækninger i paagældende Egne den Gang havde været hævet op over Snelinjen, saa at der kunde dannes store Firnomraader, hvorfra Isbræerne kunde skyde sig ud over de lavere Egne. Som omtalt (Side 372) var Skandinavien ved Istidens Begyndelse utvivlsomt hævet betydelig højere op end senere hen. Andre højere Bjergkæder har ligeledes mange Ste- der under den kvartære Istid baaret store Gletschere, saa at Hævnings- hypotesen til en vis Grad har Sandsynligheden for sig. Men ogsaa herved er der betydelige Vanskeligheder at overvinde for Forstaaelsen. Det viser sig nemlig, at „ Istiden “ saavel i Europa som i Nordamerika ikke var noget sammenhængende Hele, men at der indenfor det store Hovedafsnit den kvartære Istid har været flere Istider afbrudt af lange Perioder, hvor der herskede et mildt Klima, saa at Isbedækningen over den største Del af Omraadet var helt borte. Der blev derved Plads og Lejlighed til, at et rigt Plante- og Dyreliv kunde indvandre og tage de af Isen forladte Strækninger i Besiddelse. Disse Interglacialtider blev atter afbrudt af Istider, hvor Indlandsisen paa ny skød ud over Nordeuropa og Nordamerika. Hævningshypotesen slaar derfor næppe til som Forklaring af Aarsagerne til Istiden, naar man ser hen til disse gennemgribende Svingninger i de klimatiske Forhold under den kvar- tære Istid. Hertil kommer for Nordamerikas Vedkommende det ejen- dommelige Forhold, at det ingenlunde særligt var den bjergrige højt be- liggende vestlige Del af Landet, der var Hovedsædet for Nedisninger^ men at „ Iscentrerne“ har været beliggende i den nordøstligste Del. Den Iskappe eller Indlandis, som havde den største Udbredelse, havde sit Udgangspunkt fra de kanadiske Geologers Ke&vatin-iscentrum*) i et Lav- land, hvor der slet ingen Bjerge findes. Isen taarnede sig her paa den flade Mark op til et flere tusinde Meter opragende Højdedrag, hvorfra der skød Bræer ud til alle Sider. Omtrent samtidig har S. Arrhenius i Sverig og T. C. Chamberlin i U. S. fremdraget andre Forhold, der kan tjene til Forklaring af den al- mindelige Temperaturnedgang i Atmosfæren, som under den kvartære Istid synes at have fundet Sted hele Jorden over. Atmosfæren bestaar af c, 4/s Kvælstof og c. Vs Ilt, hvortil kommer en efter Forholdene i høj *) Keewatinterritoriet i Kanada ligger langs Vestkysten af Hudsonbugten.