Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 379 skilt ved lagdelte Dannelser, der sine Steder indeholdt Levninger af en Fauna og Flora, som ingenlunde tydede paa arktiske Forhold. Istiden har altsaa været afbrudt af Interglacialtider, i hvilke Isen helt maa have trukket sig tilbage, saa at der i lange Tider kunde herske et tem- pereret Klima, hvorefter Klimaet atter forandrede sig og blev koldt, Isen vandt derved paany Udbredelse og aflejrede Moræneler ovenpaa de „interglaciale Lag.“ Der er dog mellem Glacialgeologerne i de forskel- lige Lande endnu langtfra Enighed om, hvor ofte denne Veksling mel- lem .„Istider" og „Interglacialtider“ har gentaget sig. Paa Tidspunkter, hvor Istilstrømningen var forholdsvis ringe, bevægede Isen sig fortrins- vis fra Nord ned gennem Østersøens Hulning og drejede derfra mod Nordvest ind over Danmark. Der kan paavises sikre Vidnesbyrd om en saadan „baltisk Isstrøm“ ved Istidens Slutning, og flere Geologer an- tager, at der ogsaa har været en baltisk Isstrøm ved Istidens Begyndelse. Efter disse Anskuelser har der altsaa været: 1) Den ældre baltiske Istid. 2) Den første Interglacialtid. 3) Den store Istid (se Fig. 221). 4) Den anden Interglacialtid. 5) Den yngre baltiske Istid. Af disse Perioder er dog den 1ste og 2den endnu meget problema- tiske, da man kun meget faa Steder i Naturen har fundet Lag, der med fuld Sikkerhed kan tydes som Beviser paa den ældre baltiske Istid og første Interglacialtid. Derimod er Aflejringerne fra den store Istid, hvor Isen havde sin største Udbredelse, fra den 2den Interglacialtid og fra den sidste baltiske Istid umiskendelige de fleste Steder. Dog er det ingenlunde nogen Regel, at de interglaciale Lag indeholder Plante- og Dyrelevninger. Der vil senere hen under Danmarks Geologi blive Lej- lighed til nærmere at fremdrage, hvad der vides om Forholdene her- hjemme i saa Henseende. Fra den sidste Istid kendes fra Nordtyskland et anseligt Strøg af Endemoræner, som man vil finde angivet paa Kaartet Fig. 222. Det be- staar flere Steder af store Volde af Stenblokke, men i Reglen af lang- strakte Grusbakker med overfladisk Stenbestrøning. Det kan, som Kaar- tet viser, forfølges som store Buer gennem Pommern, Uckermark og Mecklenburg et Stykke op i Sønderjylland og fortsættes sandsynligvis om end med en Del ændret Karakter op gennem Jylland, som F. John- strup allerede i 1875 gav Beretning om. Endemorænen i Tyskland repræsenterer dog ikke den yderste Grænse for den baltiske Isstrøm, men menes at være Tegnet paa en længere Stilstand af Isranden. Saa- danne Stilstandsmærker mener man ogsaa at have fundet andre Steder