Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

178 Overfladen uden at have passeret nogen Strækning igjennem Legemet. Der gives dog ogsaa Undtagelser fra den Regel, at det enkeltfarvede Lys tilbagekastes spredt med uforandret Farve. Lader man et Solspektrum falde paa Overfladen af en Opløs- ning af svovlsurt Chinin i fortyndet Svovlsyre, og betragter man den saaledes belyste Overflade fra Siden af, saa ser man den skinne med et smukt himmelblaat Lys, som, begyndende ved ö-Linien, breder sig over Spektrets violette Ende og gaar endog et stort Stykke udover Spektrets synlige Grænse. En Undersøgelse ved Prisme af dette spredte blaa Lys viser, at det brydes mindre end de Spektralfarver, som frembringe det. Stokes kaldte denne ejendommelig spredte Tilbagekast- ning Fluorescens. Den viser sig allerede ved Dagslyset som et ejendommeligt Skjær i de fluorescerende Legemers Overflade og har været tidlig kjendt, men blev dog først nærmere under- søgt af Brewster, som fandt mangfoldige fluorescerende Stoffer. Ved at lade et samlet Bundt af Solstraaler træde ind i Legemet fandt han, at Fluorescensen ikke alene udgik fra Overfladen, men ogsaa med aftagende Styrke fra de nærmeste Lag under Overfladen («indre Dispersjon»). Stokes paaviste ved det oven for anførte Forsøg, at Fluorescenslyset har en mindre Brydbarhed end de Farvestraaler, som fremkalde det, en Lov, som har stadfæstet sig i alle hidtil kjendte Tilfælde. Ligeledes fandt Stokes, at de Straaler, som fremkalde Fluores- censen, selv ab sorb er es af Legemet, hvorfor ogsaa Lys, som er gaaet igjennem en lille Strækning f. Ex. af en Chininop- løsning, har tabt Evnen til at frembringe Fluorescens i denne Opløsning. Fluorescenslyset er i Flusspath violblaat, i en Æsculinop- løsning (Udtræk af Hestekastaniens Bark) blaat, i en Curcuma- opløsning og i Uranglas grønt, i en Lakmusopløsning orange, i en Opløsning af Bladgrønt blodrødt.