Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

34 Denne Ligning kan ogsaa gives Formen sin2 ni cos2 ~ — n2 sin2 --------2— = -----------=------------Ay • (5) Sjn2 _£ n2 cog2 _L---n2 gjn2 L___ 2 z z Er nu, saaledes som det i Fig. 16 er forudsat, større end n, saa er a positiv, og da a + p ikke kan overskride 180°, saa ses det, at det ovenstaaende Udtryk er større end 1, og at det faar sin mindste Værdi for i = ?. Naar derfor den indfaldende og den udtrædende Straale danne lige store Vinkler med de brydende Flader, saa er Afvigningen mindst. Prismet siges da at være i sin Hovedstilling. Er nx mindre end n, saa er a negativ, begge Sider i (5) blive mindre end 1 og faa den største Værdi for i = i1. Men hertil svarer da netop ogsaa den mindste numeriske Værdi af saa at Resultatet bliver det samme som før. For Prismets Hovedstilling erholdes af (5) Heraf ses, at det relative Brydningsforhold endelig ogsaa kan bestemmes paa en fjerde Maade, som er den, der mest har været benyttet, idet man foruden Prismets brydende Vinkel kun behøver at rnaale den mindste Afvigning, som man kan f aa ved Omdrejning af Prismet. Man vil næppe kunne anstille noget Forsøg over Lysets Brydning uden samtidig at iagttage en kvalitativ Forandring af Lysstraalerne ved Brydningen. Ser man f. Ex. igjennem et Glasprisme paa Gjenstandene, vise de sig med farvede Rande. Dette har ogsaa været kjendt lige saa længe som Brydningen, men den Forklaring, man blev staaende ved, var nærmest den, at Farverne skyldtes Gjennemgangen igjennem en større eller mindre Tykkelse af det brydende Legeme. Først Newton lykkedes det (1672) ved Forsøg at give den rette Forklaring.