Sukkerets Historie
En Handels- Og Finanspolitisk Studie

109 Mere for Kuriositetens Skyld skal man nævne, den høje Tillægs- afgift, som Argentina opkrævede hos de Fabrikker, der producerede ud over deres Kontingent, og hvis Provenu gik som Præmie til de Plantageejere, som brændte deres Sukkerrør og dermed hjalp til at indskrænke Produktionen af Sukker. Først at opmuntre en enorm Produktion ved Hjælp af Præmie og, da dette tager Mag- ten fra Statskassen, ved andre Forholdsregler at begrændse Præ- mien, er indviklet; men paa samme Tid at give Præmie for at forcere Produktionen og Præmie til dem, der ødelægger deres Produktion, turde være en Karikatur paa Statsindgriben! Et andet Middel til at begrændse Udgiften ved Eksportpræmien, anvendtes i 70erne i Østrig, der havde set, at Eksportpræmien slugte største Delen af Sukkerskatten; man fastsatte da et Mini- mumsbeløb, Skatten skulde indbringe; indbragte den mindre, fik Fabrikken det manglende paalignet i Ekstraskat; efter 1888 fast- satte man ikke Skatteprovenuets Minimum, men Præmiens Maksi- mum; naar i 90erne Eksportpræmien kostede 13 Mill. Gylden og Præmiebeløbets Maksimum var 9 Mill., lignedes en Ekstraskat af 4 Mill. Gylden paa Fabrikkerne. Helt retfærdig er denne Eksport- skat kun for de Fabrikker, der var i Kartel. Holland er gaaet samme Vej, at fiksere Eksportpræmiens Beløb til 2x/2 Mill. Gylden og opkræve en Tillægsskat, hvis Præmien krævede mere.