Det Danske Hedeselskab 1866-1916

DEN I FØRSTE RÆKKE LEDENDE 103 saaledes som vi tidligere have hørt, først tillod Selskabets Medlemmer at over- være Møderne og dernæst gav dem en selvfølgelig begrænset Tilladelse til at deltage i Forhandlingerne paa dem. Efter Lovene skulde Selskabets Anliggender „varetages" af Repræsentant- skabet, og det hedder specielt, at Bestyrelsen aarligt for det skulde aflægge Regnskabet for det forløbne Aar og forelægge det en Virksomhedsplan for det kommende Aar, men det hedder videre: „Bestyrelsen skal dog ikke kunne drages til Ansvar af Repræsentantskabet for Afvigelser fra den vedtagne Virk- somhedsplan, som Forholdene have maattet medføre". Det er, efter Alt her meddelt, ganske naturligt ikke Repræsentantskabet, men den af dette valgte Tremands-Bestyrelse, der i Virkeligheden er ledende. Medens Repræsentant- skabet var en fortræffelig raadgivende og støttende Institution, var det „de Tre“, der styrede, og det er da deres Virksomhed, som særlig maa interessere. Hvor godt de arbejdede sammen, have vi set ovenfor. Men nærmere at gjore Rede herfor med enkelte Bestyrelsesmøder for Oje, er ikke godt muligt. Selskabets ældste Bestyrelsesprotokal er tabt, og den første bevarede, der fra den 19. Januar 1879 til den 18, December 1888 omfatter 46 Møder, er væsentlig ført paa den praktiske Maade, at de Sager, der skulde forhandles, forud ere indførte i den, hvorefter de i de paagjældende Møder trufne Afgjorelser kort ere skrevne til ved Siden af det Indførte, Det var „de Tre", der styrede, og at de vare Tre om enhver Sag, var der Ingen, der villigere erkjendte og var taknemligere for end Dalgas, men som det var ham, der forberedte Møderne og bl. A. altsaa lod Sagerne indføre i Proto- kollen, saaledes var det ogsaa ham, der udadtil stadig repræsenterede Sel- skabet, Ham henvendte man sig til, ham fik man Svar fra, Han var den i Selskabets Tjeneste altid Arbejdende, den i første Række Ledende. Og Ingen kunde være mere skikket dertil end han. Med alle sine rige Evner gik han fuldstændig op i Virksomheden, som han elskede og betragtede som en ham af den guddommelige Styrelse tildelt Opgave. Den i sin Livsførelse beskedne og fordringsløse Mand var en helstøbt Karakter, Herren har stadig staaet mig bi, skriver han i sin Selvbiografi, og han fortsætter: „Den saakaldte Lykke har jeg aldrig søgt, og jeg har overhovedet aldrig søgt om nogen Begunstigelse, idet jeg mærkeligt nok stadigt har fundet, at jeg og mine havde det godt nok. Først nu, efterat jeg er bleven gammel, har jeg opdaget, at jeg uden selv at vide det, har hørt til de Lykkelige, som ere tilfredse med Livet, fordi de heldigvis