Det Danske Hedeselskab 1866-1916

DEN I FØRSTE RÆKKE LEDENDE 123 dalende. Allerede i et Brev fra Julen 1879 kalder han sig „den gamle Gigt- patient11, og 1880 er han i Carlsbad for at komme af „med sin Astma og andre Onder", et Besøg, han gjentog i 1883. Mit Helbred tager af, skriver han i 1891, Men desuagtet holdt han tappert ud. Slutningen af 1893 synes dog at have været ham en trang Tid, Hans Hustru blev syg — laa en Tid paa Hospitalet — hans yngste Son, den unge Student Ernesto Dalgas, var ogsaa syg, og selv, skriver han i Januar 1894, led han af Influenza, hvad han følte saa meget mere, som hans dygtige og trofaste Medhjælper, Ingeniør S, Bronsted var afgaaet ved Døden den 31, December 1893, Det tog ogsaa paa ham, at Oberst Myhre, der havde været Repræsentant i Selskabet fra dets Stiftelse, døde den 19. Februar næstefter, han skrev et Par Mindeord over ham, sikkert det Sidste, han for sin egen Død skrev til Tidsskriftet; de endte saaledes: „Hans Minde vil leve længe som den tapre Soldat, den ivrige Plantningsmand og den mod Alle ven- lige Medborger". Det var Mere end Influenza, der havde angrebet Dalgas, Den 1, April skriver Fru Dalgas til Husets gamle Ven, Baneingeniør Holten: „At min Mand tilsidst har maattet bukke under for det Kæmpearbejde, han selv har paalagt sig, har vist Ingen kunnet forundre sig over. Svagheden begyndte allerede efter Nyaar ved Bronsteds Død, men den skrider hurtigere og hurtigere frem. Hu- kommelsen har næsten ganske tabt sig, saa at han, hvis kraftige Røst man hørte overalt i Huset, nu kun hvisker sit Ja eller Nej, Den hdjre Haand kan ikke bruges." Han laa stille hen. En af de sidste Dage, han levede, kom hans Kol- leger i Bestyrelsen Mourier-Petersen og Morville til hans Seng, hvad han synligt blev glad ved, og Morville skriver senere om Besøget hos den Mand, der i mange Aar var hans bedste og kjæreste Ven: „Jeg vilde ikke for aldrig [det] have savnet det Billede, jeg da fik af ham, han saa saa kjærligt paa mig, at det stedse vil staa for mig som et kjært Minde", Og saa sov han Mandag Efter- middag den 16. April stille hen. Sorgen bredte sig over Landet. Ikke een Avis, ligegyldigt hvilket Parti den tilhørte, undlod at beklage det Tab, Landet havde lidt, og at tale hædrende Ord om den Afdøde, Hedeselskabet bad om at maatte bekoste hans Jordefærd, Aarhus Byraad ærede ham ved at yde et hojt og skjont beliggende Gravsted paa Byens nordre Kirkegaard, og Mandag den 23. April KL 1 foregik den høj- tidelige Begravelse fra Aarhus Domkirke, der endog for Tiden var fyldt af en mægtig Forsamling fra alle Samfundsklasser med en Repræsentant for Landets 16*